Dette er en stil, som jeg skrev i 9. klasse. Opgaven gik ud på, at skrive en novelle om et ungdomsproblem. Jeg fik ikke karaktere for stilen, da den bare skulle læses højt på klassen.

Vi vil mødes igen

Hendes arme lå omkring ham. Som en hvid anemone dyne liggende hen over maj’s første forårstegn. Forår.. Forelskelse, fornyelse og forandring. Han trykkede hende indtil sig og kunne svagt mærke hendes hjerte mod hans. Det dunkede i takt til musikken nedenunder. Uden ord og uden tanker, svajede deres kroppe langsomt hen over gulvet.
Han trykkede hendes hånd hårdt i sin og kyssede hende i panden. Hun kiggede ham i øjnene, og han kunne straks se, de tårer som pressede sig på. Hun prøvede at camouflere det bag et diskret smil. Hvor han dog elskede det smil, det kunne trøste ham på de dårligste dage. De dage hvor han var helt nede og alt bare var fucked up, og smilede kunne bringe ham op igen.
Han kørte hans rystende hånd over kinden på hende og prøvede at holde sine tårer tilbage. Hun vendte hovedet væk og gik over til vinduet. Varmen fra hendes krop forsvandt hurtigt, og det gav et gys gennem hans krop, som om en del var blevet revet væk. Hun vendte ryggen til ham og så ud på det våde vindue. Regnen slå mod ruden og gav piblende lyde, men musikken overdøvede det. Han kunne ikke modstå fristelsen og måtte rører hende igen. Han gik hen og omfavnede hende bagfra. Hun lagde hovedet tilbage og han kyssede hende på kinden. Han kunne smage hendes tårer på hans læbe. Saltet, som om det skulle putte salt i hans åbne sår.
”Lucas… Stop så”, mumlede hun. Hendes stemme var påvirket af hendes gråd, den var svag og på grådens eller fornuftens rand. Man kunne høre at, hun ikke stod bag sine ord, men sagde dem, fordi hun følte hun skulle.
”Sofie.. Jeg kan ikke bære det. Jeg er helt vild med dig, baby! Det ved du” fik han fremstammet. Han måtte stoppe for ikke at lade den dirrende læbe få magten. Han måtte ikke vise sin sårbarhed.
Hun vendte ansigtet mod ham og kiggede ham dybt i hans øjne. Han kunne se alt, hvad hun indebar og det fik hans hjerte til at markere sin tilstedeværelse kraftigt. Hvorfor gjorde han det også?
”Du ved, jeg elsker dig. Du ved, jeg altid vil elske dig. Det vi har er så specielt. Jeg vil ikke miste dig. Men jeg har mistet min tillid til dig! Vi kan ikke forsætte med at lade som om intet er galt!”, råbte hun med frustration i stemmen og han huskede tilbage, da han fortalte hende det. ”Jeg vil aldrig glemme os, men noget jeg ikke kan styrer siger, jeg skal. Hver gang jeg ser dig, kan jeg ikke holde mig fra dig og alligevel får jeg lyst til at rive dig i splinter! Jeg vil bare være nær dig hele tiden, og det er derfor, at det her er så fucking svært. Åh, lucas! Jeg er så fucking forvirret!” De stærke følelse kom frem og lige pludselig mistede han kontrollen. En tåre løb ned af kinden på ham. Hun tørrede den væk med sit ærme og det røg ned af hendes skulder, så den nu var bar. Hun trak hurtigt trøjen op igen og tørrede sine egne tårer væk, før hun kastede benene omkring ham og kyssede ham.
Han kunne mærke glæden ved, at være tæt med hende igen. Han satte hende ned. Kiggede hende i øjnene og sagde: ”Den bedste kærlighed er den slags, der vækker sjælen og får os til at hungre efter mere. Den planter en brand i vores hjerter og bringer fred til vores hjerner, og det er, hvad du har givet mig. Det er det, jeg håber at kunne give dig for evigt. Jeg elsker dig. Jeg ved, vi vil mødes igen. Et sted når jeg ikke er så dum, så vil jeg møde dig igen og vi vil tænke tilbage. Jeg kan ikke gøre det jeg har gjort om, men vil du møde mig og starte med at gå på eventyr igen?”

Hun lukkede døren bag hende. Hun syntes, at døren smækkede for kraftigt. Det var slet ikke meningen, at den skulle lukkes så hurtigt. Festen nedenunder larmede i hendes hoved og hun måtte bare væk. Hun ville ikke se hende slynge sig over en ny piges kæreste. Dø so! Find dit eget eventyr.