| Farvel Danmark |
| Dette er en stil jeg skrev i 7. klasse. Vi fik til opgave at bruge "Farvel Danmark" som arbejds titel. |
| ... |
|
Farvel Danmark Jeg tog den sidste bid af min frikadelle. Det var mormors hjemmelavet; min yndlings. Hun havde selv lavet opskriften og uanset hvor meget min mor prøvede så var det altså kun Mormor der kunne lave dem, så gode. Vi skulle spise hjemme hos dem i aften, for mormor havde fødselsdag. ”Her, Julie. Tag en mere, jeg ved du elsker dem.”, sagde mor og smilte. Jeg smilte bare igen. Jeg havde ikke kræfter til andet. Mit hoved dunkede som torshammer på en regnvejrsdag. Hvor jeg dog hader dette sted, tænkte jeg. Min mor kiggede på mig som om jeg havde sagt det højt. Men så snart jeg kiggede hende i øjnene kiggede hun igen væk. Hun vidst noget var galt, jeg kunne se det på hende. ”Hej skat” Han lukkede døren. Jeg lukkede mine øjne som om jeg sov, jeg havde ikke lyst. Han kom nærmere. Jeg kunne mærke han stirrede med hans borende blik. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at åbne øjnene. ”Jeg vil bare lære dig noget rart” hviskede han i mit øre. Jeg måtte virkelig kæmpe for ikke at have fløjet op af sengen og givet ham i knytnæve lige i hans ansigt. Ha! Noget rart? Jeg har aldrig oplevet noget så slemt. Jeg kunne hører han smækkede døren. Jeg åbnede øjnene og betragtede mit værelse for sidste gang. Jeg ville væk. Jeg tøvede gennem hele København by, for sidst gang. Jeg nærmede mig skolen. Jeg åbnede min jakke, for at tjekke om pistolen stadig var der. Der trillede en tåre, ned fra min kind. Hvad var det jeg havde gang i? Var jeg på vej til at give op? Vil jeg virkelig lade dem vinde? Jeg trak min trøje op over hånden og tørrede min øjne. De måtte ikke se jeg havde grædt. Jeg drejede ind til skolen og så børnene lege i gården, for sidst gang. Nogle sjippede og andre spillede boldt. Jeg grinede lidt for mig selv over et minde fra den tid. Mig, tulle og de andre piger havde været i skoven med de andre, men havde løbet hjem. Vi havde løbet om kap og jeg kom selvfølgelig til sidst. Jeg har altid været så tynd og svag. Da vi kom til skolen havde Tulle taget en bold og vi havde spillet Tissetrolden. Et var den bedste dag i mit liv. Intet var specielt over den. Men i de få timer, havde jeg glemt alt. Jeg havde glemt hvordan det stod til derhjemme, dengang hvor Mor og far stadig var sammen. Jeg havde glemt alt om Onkel Paul og hans ”Det er rart”. Jeg havde glemt alt om de sædvanlige drillerier om min størrelse. Og mig og Tulle var stadig sammen. Vi var bedste veninder. Men sådan er det ikke mere. Jeg vågnede op af mine drømme. Rystede hovedet diskret og håbede på at ingen så det. Jeg kiggede omkring for sidst gang. Jeg åbnede døren med de sidste kræfter jeg havde tilbage. ”Jamen, hej ”JULIE” eller skulle jeg sige stankelben?” Jeg kiggede omkring. Men jeg fik ikke øje på nogen. Bag mig fik jeg øje på Tulle, med armen rundt om Thomas, hendes kæphøje kæreste. Hun havde sit flappede smil på. ”Hvordan går det så med Onkel Pervers? Er i stadig kærester?!” Hun grinede ondskabsfuldt. Og trykkede sig længere indtil Thomas, som kyssede hende blidt på panden. Jeg gik videre, uden at kigge på hende. ”Hva’ så? Har du ikke tid til at snakke med din veninde? Eller har du for travlt med at bolle med alle og enhver, din luder?” Hun sagde det med en hvis Ironi i stemmen, men man kunne se hun mente det. Jeg kunne have banket hende i det ene øjeblik, men hun var ikke det værd. Hun greb fat i mig og vendte mig om mod hendes øjne. Vi kiggede et øjeblik på hinanden. Hun rejste sig lidt på tæerne for at blive højere end mig. ”Skrid af helvede til, tulle!” hviskede jeg. Hun kiggede nærmere på mig. Hendes øjne stirrede lige ind i mig. Jeg fik en følelse af sorg og vrede. Og det var der hun spyttede på mig. En våd klat landede lige under mit øje. ”Ses, til time so” sagde hun og forsvandt med Thomas. Jeg kiggede omkring for at sikre mig at ingen havde set det. Men alle havde set det. Jeg gik hurtigt ud på toilettet. Smækkede døren og satte mig på toilettet. Jeg smed tasken ved siden af mig. Mine ben løftede sig op under mig. Jeg sad stille i et øjeblik. Før jeg kom i tanke om pistolen. Jeg tog jakken op og tjekkede. Den var der stadig. Jeg lagde igen jakken ned på gulvet. Stirrede forvirret rundt på toilettes murer og læste de utallige beskeder. ”Sig du elsker mig morten”, ”Jeg elsker at skide” og ”Jeg er sej” var nogle af de tusinde ord som stod skrevet. Jeg tog mit penalhus op af tasken. Trak min yndlings kuglepen frem og skrev. Alle ordene væltede bare ud på væggen. De kom lige fra hjertet, ”Her sidder jeg nu med tårer i øjnene og skriver den sidste besked. Om lidt er mit liv slut. Ingen vil huske mig om en uge. Alle vil sige: Hvem er Julie Lyndbjerg? Nårh jo, var det ikke hende den tynde eller var det ikke hende der blev voldtaget af sin onkel? Eller var det ikke hende som løb hjem fra Idræt uden tøj på, fordi nogle havde taget det?. Men ingen vil sige, Nårh Julie er det hende den søde pige som altid hjælper andre. Hende som slå alle idrætsrekorder. Hende som var perleeleven og som alle lærer beundrede. Var det hende som ville blive en berømt forsker? Ingen. Farvel, Strueskole. Tak for ingenting – Julie”. Jeg satte mig ned i klassen. Jeg var kommet lidt for sent, men ingen lagde mærke til noget. Ikke engang vores lærer. Hen kiggede bare hen mod Marias bord. Jeg satte mig og hev mine bøger frem. Ok, 43/2 ? Timen gik stille og roligt. Men ikke i mit sind. Jeg sad bare og kiggede ud i skolegården. Tænkte på alle de ting jeg havde oplevet. Alle de ting som jeg havde glædet mig ved og alle de tænk som havde irriteret mig. Jeg grinte lidt over en joke, mine venner og jeg havde engang. Og det var der jeg fik følelsen af at den tid var forbi. At frem over ville der kun komme sårer og de ville blive dyppet i salt. Jeg følte mig fuld af gode og dårlige ting, som var værd at huske. Hvis bare en dårlig ting kom i vejen. Ville mit liv være et brændende helvede. Nu er det bare et springbræt væk fra himlen. Hvor jeg længtes efter at komme væk og komme i himlen. Gud, hør min bøn! Jeg vil væk. Tag mig med… Hvor end du vil have jeg skal hen. Bare tag mig væk fra Struerbo, væk fra Nordjylland. Væk fra Danmark. Jeg kunne mærke en følelse jeg aldrig havde haft før. Den var fuld af glæde. Sjovt nok, så glæde jeg mig til at tage væk. Væk fra Verdenen. Jeg kunne allerede se overskrifterne: ”Pige begik selvmord. Mor er knust: Min datter blev misbrugt”. Jeg grinte lidt over hvor latterlig nogle overskrifter jeg havde set. Og så var det at jeg kunne mærke tårerne presse på. Men jeg ville ikke græde foran klassen og foran tulle. Jeg var så optaget af mine tanker, at jeg slet ikke hørte klokken ringe. Jeg kiggede op mod tavlen. ”Husk bøger på mandag!” Det behøvede jeg slet ikke at tænke på. Ikke flere lektier! Ikke flere dumme lærer! Det var slut. Jeg slentrede gennem skole gangen. Jeg ignorerede fuldstændig alt omkring mig. Folk kiggede underligt på mig, nogle fniste andre så helt bange ud. Jeg gik hen til den nærmeste krog for at tjekke om pistolen stadig var. Ja, nu var det altså tid. Jeg kunne ikke holde længere. På vej hen til cykelskuret rystede mine ben ikke, jeg var ikke bange. Jeg var klar. Selvsikker, som jeg aldrig troede jeg ville blive. I cykel skuret stod tulle, sammen med nogle af de andre piger. Hun stod der og fniste. Hun pralede sikkert med Thomas. De andre piger havde stor respekt for Tulle. NEJ! Jeg vil ikke tænke mere. Der skulle handles. Jeg gik ind i skuret. Straks tulle fik øje på mig, råbte hun i ansigtet på mig, ”Hva’ så, klamme? Har du været ude og fucked nogle andre op? Eller er der ikke nogle der kan synke dybere end dig?” Hun smilte til de andre piger, som grinte. Jeg følte en trang til at slå hovederne af dem alle sammen. Men jeg måtte styrer mig. ” Den der graver en grav for andre, falder selv i den.” Jeg trak pistolen frem. ”Hvad fanden er det for noget pi” Hun nåede ikke at sige mere. Før jeg havde affyret skuddet. ”Farvel Tulle, Tak for ingenting. Tak for at forlade denne jord, så vi alle kan leve i fred. Du gjorde mit liv til et helvede, nu havner du selv i et” Jeg forlod skueret, tilfreds. Pigerne bag mig var i chok. Ingen af dem sagde en lyd, før jeg havde smækket døren. En gårdvagt måtte have hørt skuddet, for hun løb hen mod det. Jeg tænkte at det nok var min tur, til også at forlade verden, for en bedre verden oven over. Jeg løb mod gaden, regnen ramte mine skulder, men denne gang føltes det ikke som tunge vægte der faldt på dine skulder. De føltes lette. Som blomster, der faldt ned over dig. Jeg løb igennem regnen, glad og smilte. ”Nu havde jeg gjort jeg skulle i denne verden. Og jeg håber jeg har udnyttet mit liv”. Jeg løb mod parken. De store træer i parken stod smukt i regnen. Der var ingen mennesker i parken. Alt var tomt. Jeg smed alt mit tøj, som jeg løb hen mod søen. Dens åkander var smukke. Blandet hvid og røde. Jeg følte mig fri. For første gang i mit liv, følte jeg at jeg ikke havde noget ansvar. Jeg var fri, fri fra at vælge og føle mig tvunget til noget. Nu var der kun mig og min krop. Jeg sprang. Vandet var iskold. Min glæde blev hurtigt forvandlet til smerte. Jeg forsøgte ivrigt at trække vejret, men alt vandet røg ned i mine lunger. Vandet klamrede sig om mig, og de sidste luftbobler fra mit spring, steg op mod himlen. Jeg glædet mig bare til smerten var væk. Den sidste jeg skænkede tanken til var min lillesøster. Hun var den eneste jeg holdte af. ”Farvel Michelle. Farvel Verden. Jeg forlader jeg for et bedre sted nu. Jeg er et bedre sted nu”. © by Emma 2007 |