| Skønhedes kode |
| Kender du det med at nogle mennesker bare er pæne! Man kan blive ved med at spørge hvordan de gør det, men rent faktisk har deres mødre bare været gode til at regne, for skønhed kan nemlig måles i tal. |
| Skønhedens kode |
|
Skønhed er matematik – noget så simpelt som et forhold mellem mundens og kindbenenes bredde. Det mente Pythagoras , og hans teori lever stadig i bedste velgående i dag godt 2.500 år senere. Seks milliarder ansigter er der i verden, alle sammen forskellige, men nogle skiller sig ud. De er ’smukke’. Men hvad afgør, om et ansigt er smukt? Er det simpel matematik? Universelle mål og proportioner, der gælder for alle ansigter uanset race? Eller er skønhedsidealerne historisk og kulturelt betingede, så de skifter på samme måde, som tøjmoden gør det? De græske filosoffer forsøgte at knække skønhedens kode for 2.500 år siden, og deres tilgang til skønhed var matematisk. Skønhed var målbar symmetri. Pythagoras satte en formel op for det perfekte kvindeansigt. For at være smuk skulle forholdet mellem mundens bredde og næsens bredde være 1,618 til 1. Dette forhold skulle også gælde for bredden af kindbenene i forhold til mundens bredde. 1,618?, vil nogle læsere måske tænke nu. Og ja, det tal har du sikkert læst om før, nemlig i Dan Browns megasællert ’Da Vinci Mysteriet’. 1,618 er ’det guddommelige tal’ og ’det gyldne snit’, også kendt som phi, der ifølge mange forskere går igen som det styrende princip mange steder i naturen, herunder i menneskekroppen. Leonardo da Vinci brugte phi til sin berømte tegning af den vitruvianske mand, der skal bevise da Vincis hypotese om, at det smukke gyldne snit ligger til grund for menneskets proportioner. Ifølge matematikerne og mange kunstnere handler skønhed altså om regelmæssighed i form. Symmetri behager sanserne. Hvorfor har mennesker gennem århundreder holdt af at betragte Mona Lisas ansigt? Måske fordi det opfylder det gyldne snit. Den nulevende amerikanske læge og kosmetiske kirurg Stephen Marquadt bruger også forholdet 1:1,618 til at forklare menneskelig skønhed. Han har studeret det menneskelige ansigt op gennem historien, fra Venus fra Milo til Marilyn Monroe, fra dronning Nefertiti til Greta Garbo, og alle smukke ansigter i historien har haft proportionerne phi, ifølge hans studier. På hans hjemmeside www.beautyanalysis- .com ses den skønhedsskabelon, en grafisk maske, som han har udregnet efter sin phi-filosofi. Den maske kan man så lægge over et ansigt, og jo tættere ansigtets træk ligger på skabelonen, jo smukkere er ansigtet. Og masken skulle ifølge Marquadt gælde alle racer til alle tider. Hans konklusion er derfor, at hans skabelon ikke kun viser, hvad der er smukt, men at den er et billede på selve menneskeheden. Mennesket vil altid søge disse symmetriske grundtræk, det gyldne gennemsnit, fordi de symboliserer det humane, det menneskelige. Det lyder logisk ud fra et evolutionsteoretisk synspunkt. Vi søger efter en partner ved at se efter symmetriske ansigter for at kunne viderebringe disse gener, så afkommet bliver så ’menneskeligt’ som muligt. Biologien har et skønhedsideal, der minder om de gamle grækeres. Skønhed er symmetri. Vi tiltrækkes alle af det symmetriske ansigt, fordi de velproportionerede træk er et signal om gode gener og en sund opvækst – og dermed et godt parringsmateriale. Den amerikanske psykolog Nancy Etcoff udgav i 2000 bogen ’Survival of the Prettiest: The Science of Beauty’ som en reaktion på Naomi Wolfs bestseller fra 1991 ’The Beauty Myth’, der var et angreb på det patriarkalske samfunds undertrykkelse af kvinder ved hjælp af modeverdenens og skønhedsindustriens urealistiske skønhedsidealer. Etcoffs pointe er i stedet, at skønhedsidealerne ikke er en social konstruktion, men biologi. Hun mener, at det biologisk fordelagtige er blevet en æstetisk præference. Vi er født med sansen for skønhed, siger hun og henviser til den undersøgelse, der viser, at nyfødte ser længst på billeder af attraktive ansigter. Af samme grund tiltrækkes heteroseksuelle kvinder af brede skuldre og ditto kæbepartier, og heteroseksuelle mænd af smalle taljer og ditto kæbelinier. »Vores biologiske apparat er ikke anderledes end for 100.000 år siden, og dengang var det meget vigtigt at vælge den rigtige partner, fordi levevilkårene var så risikofyldte«, forklarer biolog Jes Søe Pedersen fra Københavns Universitet. Undersøgelser med computermanipulerede portrætfotos har vist, at både mænd og kvinder intuitivt er dygtige til at aflæse kropssymmetrien hos andre mennesker, og at vi kategoriserer andre herudfra: jo mere symmetriske, jo mere attraktive. Og kvinder er bedre end mænd til at aflæse symmetri. Kvinder er i det hele taget meget bedre til at vælge nogle mænd ud frem for andre. Ifølge Jes Søe Pedersen er en mulig biologisk forklaring, at kvinder er nødt til at være mere kræsne end mænd med hensyn til at vælge partner, fordi en kvinde kun kan få et begrænset antal børn gennem sit liv. En mand kan derimod få masser af børn med skiftende partnere gennem hele livet. Sundhed udtrykt gennem symmetri er altså det biologiske skønhedsideal. Lige store bryster er attraktivt, fordi de beviseligt giver mere mælk. En smal talje i forhold til hofterne er attraktiv, fordi kvinder med en smal talje har vist sig at have den optimale mængde af det kvindelige kønshormon østrogen og dermed er mere fertile. Unge kvinder er attraktive, fordi de har flere børn i sig end ældre kvinder. »De træk, der viser ungdom, gør kvinder mere attraktive«, siger Jes Søe Pedersen. »Man kan se det på kvindelige modeller. De har for lange ben og for store øjne i forhold til de fleste kvinder. De ligner teenagere, der er blevet store for hurtigt«. Modeller har med andre ord ungdomstræk, forklarer han. De har også fyldige læber, høje kindben og et smalt underansigt, som derimod er fertilitetstræk. Der er altså en fin balance mellem det at være ung og ikke for ung. »Kvinden skal have de kønsmodne træk for at være attraktiv. Det er tydeligt, at de træk, som går igen som attraktive, bliver fremmet af det kvindelige kønshormon østrogen. Hvis kvinden har for mange babytræk, barnets fyldige kinder og runde ansigt, virker det faktisk frastødende på de fleste mænd«, fortæller Jes Søe Pedersen. De to køn går altså efter de træk hos hinanden, hvor kønshormonerne giver en kønsforskel. Kvinderne vil have brede underansigter, markerede øjenbrynspartier og højde. Undersøgelser viser da også, at mænd med kraftige kæbepartier og stor højde klarer sig bedre partnermæssigt. »Højden siger noget om en sund opvækst med rigelig mad og få sygdomme«, siger Jes Søe Pedersen og forklarer, at højde derfor gør mænd mere attraktive. Undersøgelser viser, at højere mænd får flere børn end lavere mænd. Men det er ikke alle vigtige faktorer, der signaleres via udseendet, understreger han. Lige siden savannens tid har mennesket fungeret i sociale fællesskaber, og det betyder, at mandens sociale egenskaber også betyder meget. For eksempel er humor en karakter, der scorer utrolig højt, når kvinder skal bedømme mænd, og humor sidder jo ikke et synligt sted på kroppen. Men humor er et signal om, at manden kan virke sammen med andre, og det er vigtigt for, om man er en attraktiv partner. Jes Søe Pedersen påpeger, at man faktisk godt kan blive for smuk. »Hvis man er så attraktiv, at alle vil have en, bliver man højst sandsynlig ustabil som partner. Hvis man ikke matcher sin partner i attraktivitet, er der alt for stor risiko for, at han går sin vej med en anden, fordi andre jo også vil vælge ham ud. Det forhold er især kvinder opmærksomme på, fordi deres valg af partner er vigtigere end mandens«. Ifølge Jes Søe Pedersen er der ikke noget, der tyder på, at menneskets udseende er ved at ændre sig fra, hvordan vi har set ud de seneste 100-150.000 år. Og han tolker de forskellige skønhedsidealer, vi ser op igennem historien, som blot skiftende historisk betingede fortolkninger af, hvem det er mest attraktivt at danne par med. Det gælder for eksempel solbrændthed. I bondesamfundet havde overklassen folk til at arbejde for sig i marken under den brændende sol, derfor var bleghed et ideal, der signalerede, at man var rig. I industrisamfundet blev solbrændthed in, fordi det viste, at man ikke behøvede knokle indenfor på fabrikken, men havde penge nok til at tage på ferier og dyrke de nye udendørs overklassesportsgrene. Ifølge biologien har opfattelsen af, hvad der er smukt, altså altid haft sit udspring i ønsket om at finde den mest ressourcestærke partner. I 2005 udgav den italienske forfatter Umberto Eco ’Skønhedens Historie’, og her er hans pointe – modsat biologernes – at skønheden er relativ, bestemt af forskellige historiske perioder eller kulturer. Og det er da også interessant at se på, hvad der får idealet til at skifte. Sammenligner man for eksempel det frodige kvindeideal (dog stadig med smal talje i forhold til hofterne!) omkring forrige århundredeskifte med nutidens androgynt tynde kvinde- og mandemodeller, er skiftet ekstremt. Christa Lykke Christensen, lektor ved Københavns Universitet på Afdeling for Film- og Medievidenskab, finder årsagen i det 20. århundredes nye medier. Engang blev skønhedsidealerne formidlet af kunstnerne. I dag er det filmene, reklamerne og moden, som præger normen for, hvad der er smukt. I det 20. århundrede slår slankhed igennem som ideal både for mænd og kvinder, dog med nogen forsinkelse for mændenes vedkommende. »Det, at slankhed bliver moderne, har de nye medier del i. Først fotografiet og senere den levende film sætter fokus på bevægelsen, og det afføder et krav om, at man har en krop, der kan lave forskellige attituder ved hjælp af kropsbevægelser. En tyk krop har den ulempe, at den kan gøre det sværere at få øje på bevægelserne. Den slanke krop derimod symboliserer bevægelse og fremdrift – at noget kan forandres. På den måde ser jeg det nye skønhedsideal som sammenkoblet med moderniteten «, siger Christa Lykke Christensen. »Marlene Dietrich var en meget slank kvinde efter datidens forhold, og både hun og Greta Garbo har skulpturelle, næsten stiliserede ansigter, hvor det er nemt at få øje på de enkelte træk, for eksempel de høje kindben og de højt svungne øjenbryn. Det er træk, som stadig gør sig gældende på nutidens tynde, unge kvindekrop, som er idealet i modelverdenen og også til dels i filmverdenen«. De mindre smukke skuespillere i filmverdenen er ofte henvist til skurkerollen, og det er ifølge Christa Lykke Christensen ikke tilfældigt. »Det skyldes, at idealet er perfektion. Den glatte, rene krop uden tegn på alderdom eller sygdom. Hvis en figur skal fremkalde et vist ubehag, kan man fremstille den som amputeret kropsligt eller med uren hud. Det er et meget simpelt trick. Filmindustrien bruger vores ubevidste glæde ved at se på noget harmonisk. Vi mennesker får øje på asymmetri med det samme, og i det øjeblik, der mangler noget, eller noget stritter, er det tegn på, at der er noget galt. Omvendt får symmetri os til at føle os rolige, fordi vi ikke behøver at tage stilling til det«. Kravet om symmetrisk skønhed og ungdom har fået skønhedsindustrien til at boome internationalt, ikke mindst i medieverdenen, men kan kirurgien betyde et mere konformt ideal, fordi alle kan komme i nærheden af det? »Den tendens ser man klart i ’make-over’- programmerne. Det er virkeliggørelsen af et ensformigt skønhedsideal. De ligner hinanden alle sammen, fordi det er de samme grundtræk, der bliver fremhævet«, siger Christa Lykke Christensen. De visuelle mediers billedflod af skønhed er altså med til at trivialisere skønhedsbegrebet. Når vi kan se på perfekt smukke mennesker døgnet rundt, bliver det klassisk smukke uinteressant – og den lille skævhed fascinerende. Som filosoffen Francis Bacon sagde det for fire århundreder siden: »There is no excellent beauty which hath not some strangeness in the proportion«. »I dag kan man se ud på mange forskellige måder og stadig være smuk«, siger Jacqueline Friis-Mikkelsen, indehaver af Unique Models. »Der er stadig den klassiske beauty med store øjne, høje kindben og perfekt symmetri i ansigtet, som alle kan genkende som smuk. Ligesom Claudia Schiffer i 1980’erne. Men i dag er der også de skæve typer med lidt for høj pande, for strittende ører og fregner. Vores model Freja Beha er smuk, fordi hun har kant og personlighed. Hun er ikke bare en lige- ud-ad-landevejen-skønhed. Og Eddie Klint, som er model for Prada, har mellemrum mellem tænderne. Mange af dem, som jeg synes er smukkest lige nu, brænder igennem, selv om de har en skæv næse eller store ører«. Nancy Etcoff skrev ’Survival of the Prettiest’ også som en reaktion på den akademiske verdens nedvurdering af skønhedens betydning. Den bliver sjældent taget med i den intellektuelle diskurs, fordi den bliver betragtet som – ja, kun overflade, og det er en stor fejl, mener hun. »Det er en typisk akademisk reaktion at tage afstand fra det synlige, som bliver betragtet som falskhed«, siger sociolog Henrik Dahl. |