| Jeg har ødelagt min lørdag aften |
| Dette er en stil, jeg skulle skrive i 7. klasse hvor vi havde om temaet: Kærlighed. Det overordnede tema til denne stil er, at blive brændt af. |
| ... |
|
Jeg har ødelagt min lørdag aften… Kære Dagbog Mor og far er lige gået. I flere uger har de aftalt at spise ude denne aften, ikke for nogen anledning, men bare for ”at være om hinanden”. Jeg hader familie aftenerne! De er så irriterende. Det er som om, jeg bare er en kludedukke, der bare skal med for at pynte. De snakker jo alligevel ikke til mig, men sidder bare og snakker om alle mulige personer, som jeg ikke i min vildeste fantasi kender. Men alligevel ønsker jeg, at jeg var taget med denne gang. Straks som døren lukkede, styrtede jeg op af sengen og havde nær slået hovedet i loftet, så højt jeg hoppede. For at blive hjemme havde jeg løjet mig syg, ikke særlig pænt – men højst nødvendigt! Det var jo i aften, at Jonas kom forbi. Jeg ved ikke om det er mig der er syg eller hvad det er… Men.. men hver gang jeg ser ham begynder min hænder at fugte, mine tanker går i stå, og det er som om alt andet end ham bevæger sig i slow motion. I tirsdags fik jeg endelig spurgt ham om han skulle noget lørdag aften. Jeg tror, han var lidt overrasket over at se mig. Normalt snakker jeg aldrig til ham, eller kigger på ham når han ser det, eller løber med ham til ”hold-dag”, eller sætter mig ved siden af ham. Han er blevet min værste frygt! Faktisk befinder jeg mig i en underlig situation. Hver gang jeg går i skole håber jeg at han ikke ser mig, men jeg håber alligevel at han kommer løbende med en buket roser i hånden. Jeg havde endda købt nyt tøj til anledningen! En sort glimtende kjole, den samme som Julie. Jeg ved det., jeg ved det… Men alligevel – den er bare så flot! Jeg hev den ud af skabet og betragtede den med glimt i øjet. Jeg havde selvfølgelig prøvet den, inden jeg smækkede 400 kr. over disken – og den sad perfekt. Den fremhævede virkelig min bitte A75, så de så nærmest lige så store ud som Viktorias. Jeg misunder hende virkelig, men hun siger bare at hun er lige glad – og at det bare er fedt patter… Undskyld, lige et sidespring. Jeg lagde make-up og satte håret i en stram hestehale. Bagefter begik jeg nedenunder og tog en bailey ud fra mine-skabet. Rigtigt måtte jeg slet ikke drikke, men jeg havde hørt at Jonas drak og jeg skulle jo imponerer ham! Imens jeg stod og trakterede i køkkenet, blev jeg i al min panik grebet af klokken – fuck, jeg havde jo helt glemt det. Jeg smed alt hvad jeg havde i hånden og styrtede hen til det lilla ud på køkken væggen. Det var svært at se klokken, for jeg var nærsynet, men havde ikke taget mine briller på. Jeg spekulerede på, om jeg overhovedet ville kunne se hans ansigt. Klokken var 18.46, stadig et kvarter tilbage. Jeg droppede at putte lime i bailien og stillede dem ind på vores køkkenbord. Jeg satte et par blomster i vasen og satte mig ned og så tv. For engang ud af en million havde det lykkedes mig at blive klar til tiden. Tiden gik og jeg fik langsomt drukket mere og mere af min bailey. Jeg kiggede fortvivlet på uret. Klokken var 19.30 og Jonas var en halvtime for sent. Men jeg troede jo det kunne ske for enhver! Så jeg satte mig til at læse lidt i Cosmo, og drak lidt mere af min bailey. Jeg kiggede bedrøvet på klokken igen – 20.08, han havde ikke været her endnu. Men måske var det bare vores ringklokke der ikke duede. Den havde jo været ødelagt så mange gange, så med et nyt håb begav jeg mig op fra sofaen og traskede ud i gangen og åbnede døren. Men ingen Jonas sad bedrøvet på trappetrinet med blomster i hånden. Jeg satte mig ind til fjernsynet igen og tændte for Kanal tv. Og det var der det gik op for mig – midt i en reklame for Kildevands klister! Jeg var brændt af… Jonas kunne selvfølgelig ikke lide mig! Han havde bare tænkt. ” at sådan en dum so gider jeg sgu ikke besøge!” Det var helt sikkert fordi jeg er så lille! – 158 cm i stående stand. Hun havde også kæmpe lår. HVAD!?!? ARGH! Jeg prøvede at ignorer alt det der var galt ved mig, men det var jo ham, der var et dumt svin! Han tænkte ikke på andet end store patter og god røv, som han selv råbte op om i biologi-timerne. Før syntes jeg jo det var sødt, men nu… Nu er jeg så ked af det, dagbog! Alle disse forskellige følelser vælter op i mig. Jeg har lyst til at slå ham ihjel, men jeg har også lyst til at flyve over til ham på en hvid sky og tilgive ham! Det kunne jo være han bare havde glemt det. I al min tårevædet forvirring, havde jeg lagt mig på sofaen, skubbet de høje stiletter af og smækket benene op på armlænet. Hvis mor havde set det havde hun gået amok, men det betød ikke noget. Jeg var brændt af af Jonas – den ellers altid så søde fyr. Eller sådan virkede han jo. Han var et svin – et DUMT SVIN! Jeg lukkede øjnene og faldt i søvn… Nu sidder jeg her med dig knugende i min hånd. Jeg er så rastløs, jeg gider ikke noget. Jeg sidder bare her på sengen og stirrer. For hvert minut der går får jeg dårligere og dårligere samvittighed. Jeg har så mange ting, jeg skal nå. Jeg har bare udsat det og udsat det for hvad!? For at blive brændt af af en egoistisk dreng! Jeg kan mærke en klump sidde i halsen, og hvis jeg bare skænker det en tanke, bliver jeg helt opløst. Hvordan kunne jeg være så blind? Selvfølgelig ville han ikke komme. Han kendte mig jo slet ikke, men hvorfor sagde han så ikke nej i stedet!? Alle de spørgsmål dagbog og kun en dag til at finde svarene. På Mandag skal jeg igen stå ansigt til ansigt med ham. Og hvad skæbnen end vil, kommer vi helt sikkert denne gang i gruppe sammen! Klokken er lidt over 01.00 og jeg tror jeg vil ligge mig op i min seng. Mor og far kommer jo også hjem snart, og jeg ligner jo ikke ligefrem en, der var ved at dø af hovedpine! Argh, dagbog… En dag tilbage. Sikke en dårlig lørdag, fuldstændig ødelagt… XoXo Anya |