| Hjerternar |
| Dette er en dansk stil, som jeg skrev i 9. klasse. Opgaven lød på at skrive en stil om et ungdomsproblem, og jeg valgte den første forelskelse. Jeg fik 12 for min opgave. |
| ... |
 Hun vendte tilbage til displayet. Hun udåndende meget hurtigt og fik sagt et par gange til sig selv, at hun altså måtte til at tage sig sammen, hvordan kunne man være så skør? Så gjorde hun det. Trykkede på den udløsende knap og sandhedens time var kommet. Hun mærkede hvordan hendes hænders varme hurtig forsvandt. Skuffelsen væltede ind over hende og endnu engang kunne hun ikke finde ud af om hun skulle grine af sig selv eller græde over skuffelsen. Det blev en blanding. Hun var så latterlig og naiv! Hold kæft, hvor var hun dog til grin. Troede hun virkelig at det kunne være så let? Hun kunne godt tro om. Frihedsklokken ringede og hun kunne mærke, hvordan chokket fra før havde plantet noget i hende. Hun tænkte at det jo ikke kunne skade at prøve. Det kunne jo ikke skade, at han fik en lille overraskelse midt på dagen. Det ville jo også vise ham, at hun ikke var sådan en artig lille pige, som holdte alle regler. At hun kunne være en bad girl. Fristelsen var stor. Men tænk nu, hvis han blev træt af hende. Hun tænkte sig om igen og bestemte at det denne gang var skæbnen, der måtte bestemme. Plat eller krone. Ja eller nej. Hun rev nogle lapper papir ud af sit hæfte og skrev med sin yndlings kuglepen ”ja” på en lap, ”nej” på den anden. Hun krøllede de flade papirerne sammen i sin hånd, så de til sidst begge var helt ukendelige. Fremmed som ingen kendte. Begge lapper indeholdte et svar, som hun vidste, ville komme fra en helt neutral. Det ville være gud, som ville vise hende, hvad hun skulle gøre. Det ville være højere magter, som ville bestemme hendes valg. Hun var ikke længere sikker på sine egne. Hun kiggede igen ned på de sammen krøllede valg, som hvilede i hendes håndflader. Det lå i hendes hænder, men hun ville ikke lade det være op til hende, men til skæbnen. Så med et kast, kastede hun dem op i luften og lod dem snurrer rundt indtil de havde bestemt, hvem der skulle få sejren. Rundt… Forvirrende. Den ene af de tog sedler landede i hendes skød og hun åndede ud. Hun åbnede forsigtig den lille lap og lod bogstaverne komme til syne: ”Nej.” Det måtte være svaret i dag. Det var et tegn til at hun skulle lade være og lade tasterne få fred i denne omgang. Hun adlydende sedlerne, men kunne ikke undgå at bemærke følelsen af skuffelse. Hvorfor var det aldrig blevet til mere? Hvorfor udvikler det sig ikke? Hun var så træt af, at være den eneste til at tage initiativ og hun besluttede kort at det skulle slutte. Hun var for klog til at lade sådan noget for overhånden og hun havde det meget bedre uden alt det pjat. Selvom hun godt vidste, at hun ville falde i igen og starte helt forfra igen. Første gang hun havde droppet tankerne, var med en god grund. Hendes tær krympede og hun mærkede hvordan hendes mave snurrede nogle omgange, imens hun så billederne foran sig igen. Billederne af, hvordan hun stod der uskyldig og udvidende. Jomfru. Hvad skulle hun gøre? Hvad var normalt? Hun så det for sig igen… ”Jeg fortæller ham så, at jeg er blevet lidt vild med ham og, at jeg har været det i noget stykke tid. Han siger, at det vidste han godt og så går snakken lidt om det. Da vi så begiver os indenfor igen, tænker jeg bare: ”Thea, bare gør det! Få det nu overstået! Bare vend dig om”! Og jeg vender mig så over mod ham og begynder at kysse ham. Vores læber mødes aldrig, og jeg står bare og kysser hans kinder indtil jeg udbryder: Nej nej nej! Undskyld, Jakob! Det var slet ikke meningen du skulle være offer for alt det her og blablabla…” Av.. Hun prøvede at gøre sig endnu mindre ved at krumme sine tær og samle sin arme foran hendes hjerte, men det var som intet hjalp mod pinligheden. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis deres læber havde mødtes. Om det havde ændret noget. Om de havde været et andet sted og om hun ville have været kureret nu. Hvordan hun ville have haft det, om maven så ville have fået ro, om sommerfuglene kunne være blevet fodret. Nu fik hun jo igen et tilbage fald. Hun drømte sig tilbage til hvordan hun så de to stå for enden af en romantisk eng og kysse til dagen endte og natten indtog. Hvordan de begge to ville være hinandens første. Hvordan de ville gå på jagt gennem kærligheden sammen. Hvordan de ville lære og udforske sammen, hvordan de ville elske. Hvilke fantastiske eventyrer, de ville komme på sammen. Men hun stoppede sig selv, da hun så deres børn for sig. Der måtte grænsen gå, hun ville ikke være en af de klamme typer som bare blev besat af folk og straks forestillede sig deres bryllup og børn.. Nej, hun måtte stoppe! Stop så! Hun kneb øjnene sammen og prøvede at skubbe dem væk fra. Da hun åbnede øjnene sad Agnes foran øjnene på hende og hendes lange mørke røde hår gav et skær, da solen ramte det. Hun så lige ind i hendes øjne og vidste, at her ville hun altid være sikker. Så hun valgte at bekende til Agnes, men mærkede også hurtigt hvordan Agnes mistede interessen og blev blank i sine svar. Neutral på den dårlige måde, nærmest.. ligeglad. Nye ansigter og nye ører kom til. ”Thea, hvordan går det med Jakob?”. Det var efterhånden en meget brugt vending. Alt for brugt efter hendes mening. Den var nærmest misbrugt og efter alle de gange, havde hun følt at det samme svar ville være dødsdømt over for sætningen og den følgende spørgerunde, så hun besluttede at lade nogle usandheder falde ud af hendes mund. Hun elskede at mærke hvordan hendes ord fik ny interesse og hvordan folks øjne fik ny vide. Derfor blev hun ved med at ride på bølgen og hun var efterhånden træt af, at ride på den, selvom det fik hende længere frem. For hun vidste at det ikke kunne ende noget godt sted, hun ville højst falde ned på sand i stedet for den kolde havbund. At hun på et tidspunkt ville komme for langt frem, så det ikke længere ville være bølgen der bar hende, men det rene ingenting. Der var ikke noget under hende. Ikke noget i det. Hendes løgne var et spind, som hun ikke selv havde styr på længere. Hendes fingere tastede løgne på telefonen og spillet var ikke længere uden snyd. Hun havde brug for en undskyldning for at være glad, havde brug for en undskyldning for at tænke som hun gøre. Hun havde brug for en undskyldning for at blive ved, så hun vidste at hun ikke ville virke dum og naiv. Hvordan hun havde brug for at lade andre vide, at hun ikke spildet sin tid, selvom hun godt inderst inde vidste, at hun gjorde. Det ville aldrig komme nogle vegne. Han var bare en nar, som ikke kunne finde ud af, hvad han ville. Hun var for genert til at det nogensinde kunne lykkedes at lade ord flyde fra mund til mund og ikke bare en pinlig tavshed. Andre end de to, var gode til at komme med ideer og små tilråb. Andre end de to, var gode til at gøre opmærksom på hinanden og deres indre. Hun selv var bedre til at fokusere på det ydre. Var hun for grim til ham? Ville han kunne lide hende i denne trøje? Var hendes hår for lyst til ham? For selv vidste hun, at han var for lækker. Han var en liga over hende. Ville hun nogensinde spille godt nok, til at komme derop og kæmpe mod ham eller måske med ham. Hvad ville resultatet af deres kamp blive? Hvem ville vinde, hvem ville tabe? ”Man siger at man aldrig glemmer sin første kærlighed. Og her, 2 år efter ved jeg stadig ikke svaret. Jeg er forvirret og sidder tit og tænker på hvordan det kunne have været. Der er stadig små spyd i min mave som kastes når jeg ser ham. Vi er begge forandret, og det ved jeg godt. Jeg blev forandret. Den bedste kærlighed er den slags, der vækker sjælen og sørger for at plante et frø. Et frø som senere skal vokse til et træ som for hver gang, skal få flere grene. Men man vil altid se tilbage på stammen. Jeg vil altid have ham som min stamme, for alle de andre små grene som må komme. Det tager tid. Og jeg ved ikke om jeg tør fælde træet for et nye der kan komme til.” Hun havde hjerte, men han var en nar. Eller også var hun en nar, en person som skulle underholde andre, ved at gøre sig selv til grin. Ved at tage masker på og lade som om man er mere end man er. At man er mere interessant end man er. Hun havde bare også et hjerte. Hun havde ingen kontrol som en dronning, ingen under sig som en konge. Hjerter Dronning. Hjerter Konge. Han var hjerter knægt og hun hjerter nar. |