Jeg var til et foredrag, som hed "McDonaldsering og Disneyisering af vores samfund" og fik bagefter til opgave at skrive et essay. Foredraget handlede om, hvordan vores samfund har ændret hos til at blive et hurtigt og effektivt samfund, som følge af McDonald – fordi det er blevet skabt på nogle værdier, som vi har overført til vores samfund. Og disneyisering som betyder at vores tilværelse er blevet tematiseret. At vi køber meget mere end hvad vi har brug for og altid køber lidt ekstra. Det er hvad jeg tænkte efter, jeg havde hørt foredraget.

“Lidt ekstra af det hele, tak!

Jeg kigger mig gerne et par gange over skulderen, når jeg sidder her i lille data. Om ørerne flyver ord som: ”Fuck, what, Oh My god” og andre fremmed ord, mens der på tasterne bliver tastet løs på engelsk – globaliseringen er kommet til Danmark. Vi er én stor verden, og dem som ikke er en del af vores verden bliver kaldt for den 3. Verden – som var de fra en anden planet.

Rundt i lokalet bliver der printet den ene kladde efter den anden ud fra printeren, og de bliver alle læst igennem og smidt væk. Lyden af det brugte papir, som bare bliver krøllet sammen som andet ubrugeligt, fordi det ikke er længere er aktuelt. Vi har fået hvad vi skulle bruge fra kladden og nu skal vi videre. Ligesom andre ting i vores travle hverdage… Kan vi ikke bruge denne livs kanal, så skifter vi blot til den næste. ”So last week”. Vi bruger den verden vi har nu og smider de andre væk – eller hen i en tredje verden. At være innovativ, at gå op i sig selv, at være ego-centreret. Vi har meget fokus på produktivitet og effektivitet, samtidig med at videnskab og viden fylder meget mere – og skulle du have en ekstra sodavand med?

Er vores liv ikke blevet røv kedeligt uden ekstra pomfritter. Ja, undskyld mig… men hvor blev alt det sjove af? De andre klasser som kaster sig om ørerne på mig, konkurrerer i det skjulte om at blive hurtigt først færdigt og de kaster den ene forstyrrende papirskugle efter den anden, for at forstyrrer mulige konkurrenter. Egoismen råber højest og kaster skygger på de andre i lokalet. For at komme frem i verden, tænker man ikke: Hvem kan hjælpe mig til det? Men i stedet: Hvem skal jeg slå, hvem skal jeg være bedre end? Hvem er min konkurrent? Der er meget albue-skub og det hele handler om, at få sig selv frem i livet. Vi har ikke tillid til fremmede mennesker, og indelukker os totalt. Ovre fra hjørnet høres en lille stemmme råbe efter dets ejendele… Mit liv, min familie, min bog, min min min… Vi skærmer alt omkring os, og taler sjældent med folk, vi ikke kender. Undtagen den søde kassedame, som rækker en BigMac frem og sørger for at vi får den inden for 3 minutter, så vi hurtigt kan komme videre med ”vores” liv. Tak og forsat godt liv!

Lille data er ikke særligt stort, men vi har alligevel formået at presse 47 individer ind i lokalet. Effektiviteten er ikke til at tage fejl af, og der er blevet formået at udnytte det vi har. Temaet er effektivitet og minimalisme. Vores liv er et tema. Temaet kaldes succes og bliver kendetegnet på disse nøgleord: Rig, Berømt, Smuk og succesfuld. Vi dresser os up i gulvlange kjole og lægger hovedet på briksen, hvis vi skal smukkeres for at passe bedre til temaet – for ingen må kende os bag vores masker i denne maskerade, vi skal bare falde i og have det godt. Vi må ikke have ekstra bøffer på lårene.

Samtidigt med, at vi kun kigger indad, så kigger vi også kun på de ydre ting, og omgiver os med smukke materialistiske ting, for vi ønsker at have dyre ting som er smukke for vores øjne. Vores prinsesser skal smile og ustråle vores drømme. De skal være perfekte og vores burgere skal se lækre og saftige ud. Samtidig er vi også utrolige minimalistiske. I vores tøjstil, I vores indretningsstil og skrive stil. Der er ingen romantik.

Computerne i lokalet er dog ingen fryd for øjet. De er for længst forældet, selvom det kun er 8 år siden at de første strålede gennem den halv fedtede glasrude i døren, men det er vel også mange år siden ikke? Det er som om, at siden teknikkens revolution blomstrede, er der opstået en forventning om, at teknologien kan løse alverdens problemer. Som om videnskaben ligesom har bevist, at den kan forbedre tilværelsen for mennesket, når den får lov til at udfolde sig, derfor koncentreres der på livets realiteter. De andre i lokalet smider om sig med hv-spørgsmål og søger efter konkrete beviser – vi rykker efter resultaterne og skaber noget vi kunne kalde googlisering. Det nytter ikke noget at gå rundt og fantasere i en drømme- eventyr verden, som man gjorde engang. Alt skal kunne bevises, vejes og måles… Men er det sjovt? Ja, det er da sjovt at surfe rundt på en computer, tage en omgang computer spil engang imellem og teknologien har da bestemt forbedret vores levevilkår, men glemmer vi ikke den anden side af livet? Vi kunne jo bede om en sundae-ice med karamel?

Alt i vores liv skal være planlagt ned til sidste detalje, og selvom vi siger, at vi har masser af frihed, så er det vel alligevel begrænset, hvor meget frihed man kan have. Eleverne i lokalet er bundet af, at færdiggøre deres sved-krævende opgaver til klokken 09.00, for ellers falder de ud af temaet. De sidder uroligt på stolen, mens deres ivrige øjne kun fokuserer på tid og sted. Hvis jeg har lyst til at rejse hele verden rundt, bare pakken en rygsæk og komme afsted over bakkerne, har jeg så frihed til det? Nej, for der er nogen som har bestemt at jeg skal gå i skole, få mig en uddannelse, få et arbejde og begraves en dag. Sikkert, jeg kan sagtens lave de ting indimellem, men jeg skal altid finde tilbage til rammerne og rutinerne. Vores liv er en stor rutine, vi laver det samme og det samme. Spontanitet er noget vi sjældent ser… Vores tilværelse er kalkuleret, den er planlagt, målt og vejet.

Vores liv er en stor menu med all-inclusive. Vi har købt den fordi vi blev fristet til af de søde ord og smukke billeder, der var blevet fortalt om livet. Den indeholder måske også mere end hvad vi lige har brug for, men hvad vi ikke skal bruge lige nu og her kan vi jo bare smide væk eller give tilbage til den smilende og troværdige kassedame. Hvis vi er heldige får vi en ekstra burger, fordi at vi måtte vente lidt længere. Før vi får kigget os om, så har vi spist det hele og vi er sultne igen. Måske man bare skulle gå ud og få noget godt mættende mad, som kunne være længere tid og lærer at sætte større pris på en god omgang slow-food?