For godt 3 år siden klippede jeg mit hår meget kort. Ikke sådan drenge-kort, men jeg vil betegne det som en kort page. Jeg var faktisk rigtig glad for mit korte hår, men det som slog mig lidt ud var, at jeg ofte ikke syntes, at jeg havde så mange muligheder, når jeg skulle til fest og have fint hår. Men. Nu er jeg altså faldet pladask for den lange page som blandt andet Katrine Krøjby og Angelica Blick worker for vildt. Jeg er solgt.
Jeg synes bare, at det er så mega kedeligt, at være langhåret – alle piger er det. Alle piger har det samme lange glatte hår i enten blond eller brun. Kedeligt! Sådan her er mit hår nu: Og så skal det selvfølgelig nævnes at 70% af tiden har jeg det bare oppe i en knold.. So classic
Okay. Så jeg har leget mega-stalker-freak-agtigt-hvad-ligner-det-egentlig-photoshop og prøvet at indsætte mit ansigt med deres hår (I know. Do not ask)
Billeder: Katrine og Angelica
Hvad synes I? Langt eller kort hår til Emma? Ps. Tror i også deres fantastiske stil følger med frisuren?? ;-)
Er der nogle af jer, som interessere jer for valgkampen i Amerika? Jeg synes Amerikansk valgkamp er så mega fed at følge med i – og jeg håber, at I vil læse med og give jeres syn på sagen.
Lad mig dog først lige forklare, hvorfor jeg synes, at Amerika er det fedeste land i verden – sådan cirka i hvert fald. For det første synes jeg, at Amerika indeholder så mange forskellige kulturer og så mange forskellige muligheder, at jeg helt sikkert vil rejse derovre i længere tid for virkelig at få USA ind under huden som man siger. Jeg var der over på ferie i 2008, og aldrig har jeg mødt så åbent et folk. De er gæstfrie, tror på deres egen frihed og ikke mindst så tro de på hinanden. Intet land som USA finder du den frivillighed, som er i kirkerne, nødhjælpsorganisationer og skoler. Downsiden er den høje og brutale kriminalitet, de mange åndsvage retsager, de XXXXXXXL menuer (ja, okay… “Downside” you know ;) ) og ikke mindst den meget lille sociale trampolin. Hvis først du falder i USA er der langt ned, og ikke mindst endnu længere op.
Hvorfor synes jeg så lige præcis, at valgkampen er spændende? Fordi Amerikanerne om nogen forstår at mixe hele deres kultur og politik. Når man ser dem på tv i duellen bliver der smurt tykt på og ikke mindst deres kampagne videoer er sindsyge. De har flere 100.000 mennesker til at hjælpe dem og deres valgkaravane ruller afsted i flere år i forvejen. Derudover er der ikke det i USA, som du skal vælges til på demokratisk vis – og det fortæller lidt om kulturen bag et valg.
I går havde vi i VU besøg af vores politiske udvalg, som blandt andet fortalte om det meget indviklede valgsystem og fortalte om kandidaterne til at blive republikanernes kandidat til valget. Det var virkelig spændende, og til sommer arrangerer VU en studietur til USA, hvor man skal ud og føre kampagne med et af partierne og få erfaringer og oplevelser med hjem til den danske valgkamp – selvom der nu alligevel er langt mellem Guds Land og lille Danmark.
Følger I med? Synes I det er spændende? Hvad synes I om USA som land?
Jeg synes, at det er lidt lang tid siden, at vi har haft lidt politik på siden, og siden jeg selv synes, at det er rigtig interessant at høre jeres synspunkter på sagen, så tænkte jeg, at jeg ville gribe et emne i luften og kaste op.
På min farmors køleskab hænger et gammelt citat fra Lisbeth Dahl, som siger; ”At når har skæret alt væk i kulturen så er vi for alvor fattige”. Og jeg giver Lisbeth ret. Kulturen er noget af det dyrebareste, som vi har i Danmark, og vi må aldrig give slip på vores kulturarv. Kunstnere som H.C. Andersen, Skagensmalerne og mange andre store kunstnernavne fra de gyldne kulturtider har bidraget til den store guldkrukke af kultur, som vi i dag kan være stolte af. Men fælles for dem alle er, at de er opblomstret uden statslige støtte og indblanding – for skabes kulturen ikke i befolkningen i stedet for smagsdommer-ministeriet?
Filmen ”Magi i Luften” blev den dyreste danske film i fem år, da den i 2010 blev givet 9 millioner kroner i statsstøtte. Til sammenligning fik Susanne Biers oscarvindene ”Hævnen”, 6 millioner kroner. Efter en uge blev “Magi i luften” taget væk fra de danske biografer, og gennemsnitlig havde der været 1-2 seere i biografsalene rundt omkring, da filmen rullede over skærmen. Ét år efter har samme instruktør fået bevilliget 7,5 millioner kroner til endnu en musical film. Sammenlagt 16,5 millioner kroner. Det år gav det danske filminstitut 25 millioner kroner. I 2006 var tallet helt oppe på 86 millioner kroner.
I dag bruger vi 20 milliarder kroner på kultur hvert år. Dette går til mange gode formål, men hvis man i disse krisetider må være skeptisk – for det skal man altid overfor kunst og kultur, så undrer det mig, at man ikke længere tør diskutere kunst. Hvem har f.eks. bestemt, at det er staten som skal bestemme, hvad der er kunst og hvem der må få støtten? Hvis en møbelsnedker laver møbler, som ingen gider købe, så lukker møbelsnedkeren. Men hvis en kunstner maler et maleri, som ingen vil købe eller hænge op, så får person stadig penge. Den såkaldte livslange ydelse som bliver givet til 100 danskere hvert år er på godt 10.000 kr om måneden – cirka 1/3 af en almindelig løn. Og det er til kunstneren dør.
Er det ikke på tide, at vi tager debatten om vores kultur? Er kulturen blevet for hellig til, at vi tør rører den? Er det ikke befolkningen, som skal bestemme hvad der er kultur? Er en Tina Dickow koncert ikke lige så meget hver som en Opera? Er X-factor public service?
Jeg synes i hvert fald, at det er på tide, at vi tør diskutere vores kultur og de mange skattekroner som går til kulturen hvert år. Jeg synes personligt ikke, at staten skal bestemme hvad der er kultur, men befolkningen hvori kulturen opleves og opblomstre.
Jeg synes virkelig at de trykte medier er ved at falde af på den. Hverken Woman, Elle eller nogle andre dameblade bidrager med noget nyt og udvider ens horisont. I stedet for viser de alle det samme tøj, alle de samme interviews og latterlige opskrifter på “tab-5-kilo-mad”. Jeg er mega træt af, at dameblade taler ned til en, som om man slet ikke interesse sig for andet.
Men er der ét blad, som skiller sig ud i den enorme mængde af blade, så synes jeg, at det er Euroman. Det er godt nok et mandeblad, men alligevel læser jeg det hver måned! Moden kan man se ikke helt bruge til noget (ud over at gnaske lidt over de mega smækre mænd, som er der i) og nogle gange har de da også en serie med letpåklædte kvinder, men derudover så er der sgu indhold i det blad.
Denne måned har de f.eks. et spændende interview med Nicholas Bro, artikler med fantastisk inspirerende iværksættere eller et portræt af Kasi-jesper. Her er ingen “slanke-opskrifter”, kedelige artikler om “Sådan bliver du en god kæreste” eller andet lavt-selvværds halløj.
Euroman til alle!! Hvad læser I af blade og magasiner? :)
I aften havde min mor inviteret mig ned og se foredrag med Chris Macdonald. Han var bare vildt anderledes i virkeligheden end sådan som jeg faktisk troede, at han ville være. Han sprang rundt på scenen, var super ærlig og der var intet lagt i mellem linjerne. Han kom mange gange med nogle guldkorn, som jeg skyndte mig at skrible ned på det papir, som lå foran mig. Men samtidigt delte han ud af sin kæmpe viden om vores krop – men ikke på den “sundhed og god kost” måde. Han sagde sågar at kage ikke kan være usundt: Vi bliver glade, det frigør dopamin og vi hygger os – HVORDAN KAN DET SÅ VÆRE USUNDT FOR OS? Broccoli smager næsten aldrig godt og vi bliver ikke lykkelige.
Han snakkede også meget om venstre og højre hjernedel, og i sær pandelapperne, som er det, som gør os mennesker forskellige fra dyrene. Han talte om forskellene på mænd og kvinder. Og så fortalte han, at hvis man er ulykkelig så skal man danse – der findes intet bedre lykkemiddel.
Jeg lagde især mærke til to ting, som han fortalte og som jeg tænkte meget over.
1. Vi lever i en tid, hvor teknologien er længst fremme. Vi kan næsten alt, hvad vi kan forestille os. Men jo mere ansvar vi fritager os selv, jo mindre får vi levet. Han sagde, at “Steve Jobs efterlod en vigtig budskab i alle hans produkter: “I”phone, “I”pad og “I”phone. Aldrig har vi været så connected på facebook, mail og fjernsyn. Men aldrig mere har vi være så indadvendte og ensomme”.
2. Chris fortalte om, at han altid havde været en smule bange for at dø. Hans far var gammel militær mand, og havde altid sagt at han ikke var bange for dø. Da han ligger på hans dødsted, spørg Chris ham og han stadig ikke er bange for at dø og faren svarer: “I krigen var jeg aldrig været så tæt på som nu”. Kort før han dør siger han til Chris, at livet er noget man får lov til. Han sagde til Chris: “Jeg vil gerne leve. Men du lever Chris, tænk at du får lov til at leve. Du får lov til at stå op hver morgen, du får lov til at leve.”.
Er der nogen af jer, som har hørt Chris Macdonald? :-)
Jeg er helt sikker på, at når jeg er færdig med gymnasiet om godt 1,5 år så skal jeg ud og rejse! Jeg skal ud og se verden og leve et helt andet sted end Danmark! Det der med lige at prøve at komme ud, hvor du ikke kan bunde. Men problemet for mig er ikke “Hvor?” men “Hvor ikke?”. Jeg har lyst til at bo i hele verden! Jeg kunne jo tage en måned på hvert kontinent? Haha. Her er mine højeste ønsker, hvad synes I?
Cape Town! Vi sad i klassen en dag og snakket om det, og lige siden har jeg været fascineret! Jeg er helt solgt til tankegangen om den flotte natur og det er billigt at være dyr. Cape Town har også et kæmpe boom i økonomien efter at VM i forbold har været der, så det kunne være godt og lærerigt at skrive på CV’et. Ulempen er dog den store kriminalitet og fattigdom i landet.
Paris – mon ami! Hold op, hvor er det bare en fantastisk by. Sproget, folket og byen er gude. Fordelene er klart, at man jo tilegner sig sproget – og at være flydende i fransk er ikke helt dumt. Byen er virkelig fantastisk og passer til mig – men: Rent udviklingsmæssigt er Europa jo gået i stå – og så synes jeg det er lidt for let, at tage et land i Europa. Det er væk, men ikke langt nok væk. Men gud, hvor jeg elsker Paris!!
Der er ikke det som ikke kan lykkes i NY – right? Jeg er vildt fascineret af den amerikanske livsstil og syn på tilværelsen. Jeg har aldrig været i New York, men jeg er helt sikker på, at der er så mange muligheder, som man bare skal gribe. Det er en fed by, og jeg ville rigtig gerne prøve at give den los i NY og give den gas med de store drømme. Det er en kæmpe platform og mulighederne for at møde spændende mennesker!
Da jeg i 2008 var i Los Angeles blev jeg virkelig solgt. Byen har al luksus som du kan drømme om – og vejret er F-A-N-T-A-S-T-I-S-K! Det er virkelig et sted for livsnydere! Ulemperne er, at der er meget kriminalitet, levevilkårene er svære og hvad er der af business i byen – udover den fantastiske filmbranche?
Jeg havde overhovedet ikke overvejet Asien. Jeg synes de har en spændende kultur, men jeg havde aldrig tænkt på at bo der, selvom det kunne være sindsyg spændende. Men i Singapore har jeg noget familie, hvilket gør det nemt, at flytte derover og vende sig til at det nye. Nu skal jeg jo nok heller ikke blive for evigt ;-) Kina er i kæmpe boom, og det kunne være virkelig fedt at få indblik i det marked, som kommer til at spille en stor rolle i verden fremover.
I dag har jeg været til foredrag hos CM Networks, som jeg tidligere har besøgt havde inviteret til foredrag med Henrik Qvortrup (som er like 10 kg tungen irl..) og jeg sneg mig derned trods snottede næse og konstant hosten. De har de lækreste lokaler, som er store lyse og ikke mindst vildt inspirerende. På en af væggene hang der så tusindevis af artikler om salg, sjove business indspark og andre sjove artikler om samarbejde og kreativitet.
Dette fik mig til at tænke over, hvad en god arbejdsplads egentlig er! Jeg drømme virkelig om, at være direktør et sted, hvor atmosfæren rummer af humor, kreativitet og passion. Sådan et sted, hvor man møder med et smil på læben, har overskud til at gå i gang med dagen og hvor stemninger er så høj, at hver gang man når i mål flyver ale oppe af stolen og danser rundt på bordene og skåler i champagne (eller noget… ;-) )
Så smed søde Kia en video op, om arbejdspladsen Downtown, hvor man virkelig fornemmer den der helt unikke stemning. Og så synes jeg, at det er helt genialt med den der post-it workshop!
Hvis jeg skulle lave en god arbejdsplads:
x Giv mine medarbejder oplevelser: Foredrag, lækre frokoster og gaver!
x Lækre omgivelser – lyse og store (og ikke mindst teknik, som virker ;-) )
x Inspirationsvæg, hvor alle kan hænge billeder og artikler som motivere dem
x Gør det til en fest, hver gang mål et nåes
I dag så vi dokumentaren “Blod i mobilen”, som omhandler hvordan store mobilproducenter som Nokia, Sony Ericson og også Apple bruger naturressourcer fra Congo, hvor salget af disse råstoffet finiansere våben til krigen. Derudover arbejder afrikanerne op til en uge ad gangen nede i minen Bisie. Congo er et land som er meget rig på naturressourcer som guld, diamanter, gummi og coltan. Men i stedet for at skabe velfærd og rigdom i Congo, har det skabt en krig, som har været den blodiste siden 2. Verdenskrig – fem millioner er døde de seneste 15 år og op mod 300.000 kvinder er blevet voldtaget.
Det betyder altså, at hver gang vi i denne verden køber en mobiltelefon skyder vi penge i nogle firmaer, som udnytter børnearbejde og moderne slaveri, hvor mennesker lever i umenneskelige forhold og arbejder allerede fra 14 års alderen. Blandt andet drengen Chance, som stak af for at blive rig ved at arbejde i minen som 13-årig, men kunne ikke slippe væk og måtte flygtet på grund af de høje skatter og militærkontrol.
Men har vi som forbruger og ikke mindste de store firmaer ikke et ansvar for at sikre os, at de produkter som vi køber er produceret med omtanke og solidaritet for dem, som har udvundet materialet? Skal vi erkende at intet i verden er udvundet på ærlig vis, som tilgodeser alle parter?
Jeg personligt bliver en smule rørt, når jeg hører om den måde hvorpå den vestlige verden ofte udnytter resten af verden – kun med omtanke på stor profit. Måske skulle vi til at have en mentalitet om, at hvis vi kunne give dem de penge, ressoucer eller hjælp, som de kunne have brug for, kunne vi nyde godt af deres egen rigdom og på den måde få profit til os selv? Så selv dem i Congo har råd til en mobil i stedet for systemmets udnyttelse.
Hvad synes I om dette fakta? Hvad skal vi gøre ved den store udnyttelse af verdens andre ressourcer? Hvordan skal vi forholde os til, at mange af vores “uvurdelige” hverdagsting ofte har kostet liv eller børnefingre? Skal vi som forbrugere være mere kritiske – og hvem bærer ansvaret?
I går vandt Danmark prisen “International Sports Events Managements Awards” i London, og i går sad jeg så og så videoen. Videoen skulle vække interesse for U21 Em i Danmark – og jeg synes virkelig at den er fed. Stort tillykke til Danmark for at vinde denne pris!
Det er virkelig utrolig, hvordan én telefon kan blive så hypet, som en Iphone. Hvad er det, som Apple gør for at gøre deres marketing så unik, fangende og kæmpe boost for deres brand.
Det er vel ikke nogen hemmelighed, at alt hvad der er hemmeligt er spændende. Julegaverne under træet er spændende – for hvad indeholder de? Sladder er (desværre) spændende, for måske handler det om noget, som ikke burde være sluppet ud? Folk elsker hemmeligheder – og det er måske derfor, at folk er så vilde med at holde på dem, sladre om dem og ikke mindst opfinde hemmeligheder.
Apple opbygger deres produkter i al hemmelighed. Ingen ved, hvad vi kan forvente næste gang. Apple er måske den eneste brand i verden, som formår at holde en så tæt, trofast og “besat” fanskare. Der findes forums på nettet, hvor “fanappletiker” kan diskutere og udveksle rygter om Apple’s nye produkter. Selvom at en macbook koster op mod 10.000 kr, om du sagtens kan finde en god computer til 6000, hvorfor køber vi så apple? Udover kvaliteten, hvad udgør så den hype omkring Apple?
Hvad er det så Apple gør, og hvad kan vi lærer af Apple?
1. De har et varemærker som går igen på hele kloden. “I”‘et foran alle deres produkter. Pludselig skal alt hedde noget med I. Steve Jobs opfandte “I”‘et for at symbolisere den nye computer, som var lavet til almindelige mennesker: Internet, innovation, inspiration, men vigtigst af alt; individ.
2. I 2011 slog Apple Google om at blive verdens mest værdifulde brand. Svært at tro? De bliver målt på, hvor trofaste kunderne er, værdi contra indtjening og til sidst – der hvor Apple vinder – muligheder for at vokse. Apple bliver kæmpe store. Deres smag for innovation og nytænkning er banebrydende og det er derfor, at folk bliver hængende. De vil se det næste. Det nye. For det er helt brand new det, som vi ser fra Apples hånd.
3. Der er ikke hvad det er – det er hvad det kan gøre for dig. Apple reklamer skiller sig ud fra mængden. Deres filosofi bygger på, at man ikke skal fortælle kunderne hvad deres nye produkt kan og hvilke nye spændende features – for det hjælper ikke noget, hvis kunden ikke ved, hvad man skal bruge alle disse smarte funktioner til. I kender godt, når man køber et stort spejlrefelks kamera med alle mulige ukendte funktioner – men man køber det pga. den gode billedkvalitet og ikke pga. af funktionerne. Vi har jo alligevel altid “auto” på ;)
Jeg er dybt imponeret over, at Apple har vokset sig så stort og værdifuldt. De har ændret teknologien for helt almindelige mennesker, og jeg er virkelig taknemmelig for, at det stadig er Apples innovation, som gør dem gode og store. Hemmeligheder eller ej, så er det i hvert fald hamrende sejt af Steve Jobs.
