Det er lang tid siden, at jeg sidst har anmeldt en film eller noget her på bloggen, men denne her film er virkelig lidt spalteplads værd. I går havde jeg inviteret min mor med i biffen og se “Kamæleonen” med lækre Ryan Gosling i hovedrollen. Det er en slags politisk thriller, hvor man virkelig får set det drama, som kan ske under en intens valgkamp. Filmen er super godt skrevet, og jeg sad under hele filmen og bare ventede på det næste, som skulle ske – men nu er jeg jo også lidt af en politisk nørd ;-)
Min veninde Anna havde en veninde, som havde fået lagt en make-up til galla heroppe på skolen – og den var så smuk. Så da jeg i lørdags skulle holde stor fødselsdag for alle pigerne, så tænkte jeg, at jeg ville forkæle mig selv med en make-up hos MAC i Salling. Det tog en time, og det var så dejligt. Janne, som lagde min make-up, spurgt først indtil hvad jeg skulle have på og derefter snakkede vi lidt om, hvad jeg kunne tænke mig.
Make-uppen holdte hele aftenen og natten med. Jeg fik list lyserødt på øjenlåget og masser af glimmer. Pink læber og kunstige øjenvipper – soo pretty! Det koster 400 kr og man får mulighed for at vælge produktur for dette beløb. Jeg købte øjenvipperne, en flydende eyeliner og en concealer – lige det jeg manglede. Det er totalt win-win!
I fredags var der som sagt galla oppe på gymnasiet, og efter at alle billederne er vrimlet frem på facebook, så længes jeg bare vildt meget efter flotte gallakjoler og opsat hår. Ih, hvor jeg glæder mig til næste gallafest. Gid jeg havde en masse penge, som jeg kunne fyre af på disse flotte kjoler fra net-a-porter.com – til langt over mit budget! ;-) De er fra Roberto Cavalli, Alexander McQueen og en masse andre fantastisk designere. Hvilken en er jeres yndlings?
Om blot 12 dage (!!!!!) har jeg fødselsdag, og hvis man har fulgt lidt med i min blog efterhånden, så ved man, at jeg ikke synes, at der er noget mere fantastisk. Det er altid en dejlig dag. Jeg er altid glad og det er sådan en dejlig reminder om, at livet ikke varer for evigt. Jeg bliver aldrig for gammel til at fejre min fødselsdag!
I år fylder jeg så 18 år. Pyh. Så er man lidt gammel – er man ikke det? Jeg føler mig nu stadig ikke stor og voksen, men jeg glæder mig også til de fordele, som følger: Ja tak til registrering af firmaet i mit eget navn og Ja tak til mere frihed. Jeg har i traditionens tro lavet en lille collage over mine ønsker i år. De er ikke særlige originale, men ønsker er vel ønsker!
Jeg elsker undertøj! Og jeg tror faktisk, at alle kvinder virkelig sætter pris på pænt, behageligt og sexet undertøj. Men jeg selv synes, at det er umuligt at finde noget lækkert undertøj. Altså lækkert til en god pris. Jeg giver ikke 500 kr for en BH. Det gør jeg simpelhent ikke. Ja, den havde sikkert være flot, lækker og pæn – men seriøst. De 500 kr vil jeg hellere bruge på noget andet.
Så tøser, nu skal I høre efter! For der mangler nemlig et undertøjsmærke som sælge til en god pris (150-200 kr for en BH), men som er i langt flottere design og kvalitet. H&M, synes jeg, er dem som tilbyder de pæneste designs – men kvaliteten er jo helt i bund, når ens BH mister farve efter første vask og så laver de heller ikke BH’er i ret store størrelser! Og Change og hunkemoller – tja. Jeg har sjældent fundet et pænt sæt, som ikke var overblomstret fyldt med blonder eller i en eller anden brun farvet.
Derfor tænkte jeg, at der er plads til en spiller mere på markedet! Jeg har allerede snakket med mine veninder om det, og vi er allesammen enige: Der mangler et mærke til unge piger, som ikke gider at være mormor endnu, men gerne vil have en god kvalitet.
Forretningskonceptet er, at dette undertøj selvfølgelig skal brandes på den gode kvalitet til de lave priser, men også mere “fortællings”-orientereret. Sagt på en lidt anden måde: Det er ikke bare undertøj. Det er lidt mere. Altså at man “bliver en anden” med det her på, eller at undertøj er noget specielt. Mine idéer holder jeg lidt for mig selv, da jeg synes de er ret så geniale!
Hvad synes I? Er der brug for et nyt undertøjsmærke? Kunne I selv finde på at starte et tøjmærke?
Jeg er blevet helt vild med Chanel’s lækre neglelakker – og i øjeblikket er jeg helt pige forelsket i den lyserøde Rose Insolent, som jeg slet ikke kan få øjnene fra. Den er lige den korrekte tøsefarve. Pink/lyserød/rød-like. Jeg elsker den!
Jeg må købe nogle flere, når nu jeg skal til Rom på lørdag. De er nemlig lidt billigere i tax free ;-)
Jeg må indrømme, at uanset hvor meget jeg elsker diverse modeblogs og læser dem med stor glæde, så er der ingen som inspirerer mig mere stilmæssigt en blondinbella. Er hun så fashion? Tja. I mine øjne er hun virkelig godt klædt. Hun klæder sig feminint og efter sin krop – og det er stil i mine øjne! Derfor er hun mit stilikon.
Derfor har jeg lavet et lille “board” til mig selv over hendes stil, som jeg kan blive inspireret af og finde nogle af de items, som er et “must” i hendes garderobe.
Jeg er i hvert fald helt sikker på, at jeg skal hive en masse lækre silketoppe hjem fra London i weekenden, og så bliver det måske også til én eller to nye lækre læbestifter! Blazer har jeg nok af! Haha. Og så er jeg fuldstændig skudt i Tokyo Jane’s smykker!
I dag modtog jeg en mail fra én læser, som skrev til mig fordi, at hun var helt sikker på, at det hun skrev om ville have min interesse – oh boy, she was right.
Da jeg første åbnede mailen tænkte jeg: Yeah, right. Skal jeg se 30 minutters lang video? Men jeg valgte alligevel at trykke på play, og se lidt af filmen. Før jeg havde set mig om, så sad jeg fuldstændig lammet – og de 29 minutter var gået.
Filmen handler om én mand: Joseph Kony. Joseph Kony er militærleder af gruppen LRA (Lord’s resistance army). LRA bruger vold og mord for at opnå indflydelse, og de ønsker et “teokrati”-styre. Et samfund, hvor det er guds love som bestemmer – de 10 bud. Hvorfor? Og hvorfor Kony? Fordi Kony tror, at Gud snakker direkte til ham og fortæller ham, at han skal gøre det, som han gør.
Men Kony i spidsen har LRA kidnappede, misbrugt, skamferet og udnyttet 60,000 børn. De tager dem om natten, mens de sover og tvinger dem til at skyde deres forældre. De bliver til børnesoldater.
I dag er Kony verdens mest eftersøgte forbryder.
Men kender verdenen Kony? Jeg gjorde ikke. Og jeg tror heller ikke, at du gør. Budskabet i videoen er, at vi bliver nødt til at stoppe Kony. Kony 2012 er en kampagne for at gøre Joseph Kony kendt. Jeg støtter helt sikker op om projektet, og har allerede bestilt et armbånd. Jeg skriver det her, fordi jeg oprigtigt mener, at det her er en sag, som alle bør kende noget til.
Mine damer und herren! Lad mig præsentere en tøs af en sejhedskaliber, som er utrolig svær at overse: Cathrine Nissen. For nogle år siden sad jeg og bladrede rundt i et Sirene blad, da jeg fandt en reklame for DR’s talenthold, og jeg læste reklamen med stor nysgerrighed. Så da jeg tilfældigvis faldte over Cathrines blog var jeg ikke ét sekund i tvivl om, at jeg ville have et interview med hende. Udover at være ét af DR’s fire talenter, så læser hun film og medievidenskab. Hun er 22 somre og så elsker hun musik – blandt andet derfor er hun vært på radioprogrammet Populær. Jeg har haft den store ærer af, at få lov til at stjæle lidt af Cathrine’s tid til dette interview, som jeg virkelig håber, at I vil nyde at læse med lige så stor nysgerrighed, som jeg har haft, da jeg interviewede Cathrine. Hun svarer i øvrigt på jeres spørgsmål i kommentarfeltet, så hvis I brænder inde med nogle – så spørg endelig løs!
For et par år siden nævnte en god veninde, at hendes bekendte Signe Muusmann havde været tilknyttet en eller anden krea-skole i DR, og jeg googlede og googlede, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af hvad det mon hed eller hvad det var. Så jeg opgav det!
Vi spoler lidt frem i tiden: En morgen da jeg var på vej ud til forelæsningen på universitetet, så jeg en annonce i en af de der gratisaviser; “DR søger nye Talenter”. Bum! Brikkerne faldt på plads! Jeg tog avisen med ud på studiet og talte med nogle af mine gode veninder – skulle jeg prøve? De sagde alle rungende JA! Meeen nu havde jeg det jo også meget godt,, hvor jeg var. Og i øvrigt var der helt sikkert masser af andre ivrige ansøgere. Jeg ville ikke have en chance. Søndag aften inden ansøgningsfristen tog fanden alligevel ved mig. Ansøgningsgrundlaget var at komme med en idé til et program – TV eller radio, optage det og sende det af sted sammen med en halv sides penge om, hvem vi er. De første 20 idéer kom mens jeg børstede tænder, men de fleste røg hurtigt ud igen.
Jeg holdt fast i én af idéerne, lå og gumlede på den hele natten. Jeg stod op kl. 06.00 for at få den tænkt til ende og optaget med mit kamera – skrev den halve side – og inden jeg tog til forelæsning, cyklede jeg forbi DR’s reception med den lille USB-nøgle og den halve side – det der potentielt kunne ændre hele min verden. Selv om jeg egentlig forkastede idéen om at ansøge, så tænkte jeg også til sidst, “jeg vinder ikke lotteriet, hvis ikke jeg køber kuponen”. Hvis ikke jeg selv gør noget ved det, så sker der heller ikke noget. Der kommer ikke nogen og prikker mig på skulderen i bussen og siger “Hey! Du er for fed! Du skal da lave noget TV!” Jeg må selv gøre en indsats.
Vi var 1000 ansøgere, 30 af os blev inviteret til samtale, 15 blev derefter inviteret til workshop og til slut blev vi fire udvalgt og optaget på talenholdet.
Jeg læser stadig Film- og Medievidenskab, jeg har tre eksaminer i år fordelt på to semestre, så jeg tager det stille og roligt, lidt ad gangen. Jeg vil så gerne have den bachelor i hus. Selv om det vil tage mig tid, og alle mine veninder fra studiet snart er færdige. På den her måde ved at trække det lidt i langdrag får jeg både en uddannelse på papiret og en “i det virkelige liv”.
I gymnasiet måtte jeg erkende, at jeg bare aldrig bliver en haj til fysik/matematik/kemi, så forsvandt drømmen om at læse medicin ud af vinduet. I stedet besluttede jeg mig for at dyrke noget af det, jeg kunne. Skrive, tænke anderledes. Jeg ville være journalist, i stedet for at redde menneskers liv, ville jeg fortælle dem. Men jeg var ikke klar til at opgive livet med min familie på Sjælland for at flytte til Odense/Århus. I stedet søgte jeg ind på Retorik på Universitetet. Jeg vidste, at snittet var åndssvagt højt, så jeg søgte som 2. prioritet Film- og Medievidenskab – og dér kom jeg ind, selv om jeg ikke helt vidste, hvad studiet gik ud på! Men jeg tænkte, at det fandt jeg nok ud af!
Min intention med at søge ind på Talentholdet har fra start af været at lave TV. Nu hvor jeg er på 2. år, så er fokus på TV – jeg skal i praktik på RAMASJANG fra 1. marts, så forhåbentligt får jeg en fod indenfor og lærer de “rigtige” mennesker at kende. De sidste 3-4 måneder af min tid, inden jeg er færdig som Talent i januar 2013, skal bruges på at udvikle nogle af de idéer, jeg gerne vil lave til radio/TV, og så er det i gang med at sælge dem til de rigtige derude – forhåbentligt, når vi når januar 2013, sidder jeg og arbejder på mit eget TV-program.
Menneskeligt har det været hårdt, fordi jeg konstant er fløjet i mellem “FØJ HVOR ER DET BARE FEDT” og “JEG DUR IKKE TIL EN SKID, HVORFOR ER JEG HER OVERHOVEDET”. Det er sådan en rutsjebanetur at være her, branchen er meget følsom – det er hele tiden mig selv, der er motoren i alt. Det kan godt blive alt for “mig, mig, mig, mig, mig”. Når vi får opgaver, os fire der er optaget, så løser vi dem på fire vidt forskellige måder – og hvis ikke resultatet er i top, så er det nemt at tage det meget personligt og gå i kulkælderen. På den måde er det virkelig en “ego-uddannelse”, for idéen er, at vi fire er udvalgt, fordi vi er, som vi er. Og i perioder hvor jeg så ikke helt ved, hvem jeg selv er, så er det, at filmen knækker, og jeg føler mig som nul. Men sådan er TV/radio-branchen. Det er tough business – jeg er ikke den første, der har tudet ude på toilettet!
Jeg sendte Livredderne på P3 sidste sommer i en måned – det var første gang, jeg var i radioen, første gang vi virkelig havde skabt noget. Den første dag vi sendte, da jeg tændte på “on Air”-knappen og alle kunne høre os ude i stuerne, i haverne, på stranden – det var vildt! Der troede jeg et øjeblik, jeg skulle tisse i bukserne og dø på samme tid! Programmet var en fælles succes – og det var herligt! På egen hånd var den største oplevelse, da jeg blev spurgt om jeg ville have mit eget radioprogram på MAMAradio. Det var så skønt, at nogen troede på mig og gerne ville bruge mig.
Hvis jeg skal sætte nogle ord, på rejsen so far, så bliver det: Provokerende – vi bliver skubbet ud på dybt vand og skal selv finde ud af at svømme ind. Sjovt – fordi det er lige mig, det jeg laver, og jeg får de vildeste oplevelser. Kaotisk – fordi DR er så stort et hus, det gælder om at holde tungen lige i munden og huske de rigtige mennesker, og at tro lidt på sig selv.
Der er mange måder at komme ind i medieverdenen på. En kandidat i journalistik fra Århus Journalisthøjskole er vejen for nogen, andre via blogging – alle veje fører til Rom, hvis I virkelig vil det. Jeg tror, det er vigtigt at gøre op med sig selv – hvorfor vil man ind i medieverdenen? Fordi man vil være kendt? Fordi man vil fortælle historier? Der kan være mange grunde! Når man ved, hvorfor man vil være en del af medieverdenen, så gør det det også nemmere at vælge den rigtige vej derind.
Det er en rigtig hård branche på mange måder, fordi den er super overfladisk, det der er hot én dag, er ude den næste. Og det sådan kan det også være med mennesker – selv om det lyder brutalt. Det er vigtigt, at have gode venner omkring sig, som ved, hvem du er, som holder dig jordbunden. Veninder og venner og familie der tror på dig, som samler dig op, når du snubler.
Jeg har lært, at hvis jeg får afvisning på en programidé, så er det ikke bare mig, den er “gal” med – det er ligeså meget et spørgsmål om tidsånden og stedet. En idé kan blomstre, hvis den præsenteres for de rigtige mennesker, og visne, hvis den præsenteres for dem, der ikke kan se visionen.
Jeg beundrer Kurt Strand, Ulla Terkelsen, Lise Rønne og Iben Zeuthen! Kurt, fordi han har arbejdet i DR i mange, mange år. Han er exceptionelt dygtig til at interviewe, han kan håndværket, som jeg så gerne vil lære, på en meget universitetsagtig måde. Han går til sine interviewpersoner med en nærmest matematisk tanke – det er sejt! Ulla Terkelsen er bare kvinden over alle kvinder! Hun er så sindssygt dygtig, skarp, modig, varm. Hun fortæller historier, der ændrer verden, og det er lige præcis det, en dygtig fortæller kan. Lise Rønne var en af de første jeg så på TV for mange år siden, hvor jeg tænkte “det vil jeg også”. Hun er meget sig selv på skærmen, hun er ærlig, pludselig og hjertevarm, en stor inspiration og Iben Maria Zeuthen fordi hun har lavet noget af den bedste radio på P3 de sidste små 10 år. Hun stiller de spørgsmål, vi andre kun tør tænke, hun er ligesom Lise enormt meget sig selv, og det kan jeg godt lide
Farven pink beskriver forløbet og udviklingen bedst. Der er fart over feltet, der er hjertevarme. Pink er også en modig farve, og det kræver en vis portion mod at være med i forløbet og i den her branche i det hele taget.
Tusinde tak til Cathrine for at være med i dette interview!
Siden jeg i sommers købte mine chanel ballarinaer, så har jeg været fuldstændig forelsket i Chanel’s 2.55-tasker. For der findes jo faktisk rigtig mange slags 2.55-tasker. Forskellige tasker, forskellige størrelser og forskellige “udgaver”, og da jeg sad og surfede rundt på nettet, så var det helt vildt svært at danne sig et overblik, så nu vil jeg prøve at danne et for jer andre her:
Tasken hedder 2.55, fordi at Chanel designede den i februar 1955. Det allerførste design var inspireret af Chanel’s taske vaner, og de tekstiler, som blev brugt til tasken var inspireret af hendes tid på børnehjemmet. Det bordeaux farvede stof som er “flappens” foer er den farve som børnenes uniform på børnehjemssystemet havde og metalkæden som er taskens hank er inspireret af de nøglekæder som de nonner som passede dem havde. Derudover brugte Chanel fe mange lommer i tasken til at skjule sine breve fra sine elskere og også hendes småmønter i.
I 1980 kom Karl Lagerfelt til og han ændrede taskens spænde til at være det symbolske “cc” lås. I 2005 lavede man dog serien “Reissued”, som er nøjagtig magen til originalen fra 1955. Derfor findes der to forskellige slags.
Forskellen på “classic” og “reissued” er:
Låsen er forskellig. Reissued er uden chanels logo, men har i stedet for en flad lås
Reissued serien har en “double flap”, hvilket betyder at den har en ekstra flap henover taskens lommer. Det har Classic ikke.
Classic fås kun i sort og hvid. Reissued i mange farver
Men som regel kan man godt finde undtagelser til disse “regler”. Tasken fås også i to slags skin “cavier” og “lambskin”. Lambskin er som navnet afslører lamme skind, og det er meget blødt og følsomt. Cavier er en lidt hårdere slags læder, som er mere slidstærkt. Derudover er der mange forskellige størrelse! Den mest klassiske er størrelsen jumbo.
Jeg er dog ret sikker på, at jeg drømmer om den model, der hedder Classic flap bag 2.55 i jumbo i lambskin. Altså en med den klassiske “cc”-lås og så med det lækre bløde skind.
Prisen ligger på godt 25.000 kr (og det var 25.000 kr!) – så der skal spares op i mange mange år! Synes I at tasken er det værd? Jeg er helt forelsket. Måske en dag, som belønning for at nå et af mine mål. Se tasken in action her under:
