Man troede virkelig, at man kendte folk. At man vidste deres svage og stærke sider. At man viste, hvor tæt de var på en, eller hvor langt ude de var.
Pludselig, så er det bare som om, en sten falder ned i hovedet på én, og man efter det, kun kan se rødt. Man føler, at det ramler for hele verden, at man er alene om, at være den man er. At man er den eneste, som er den sidste. At man synes, man er den eneste tilbage, som bare har en smule tilbage af det, som så mange andre hungrer efter, og som så mange smider væk.
Jeg troede virkelig, at jeg kendte de personer. Men det gjorde jeg åbenbart ikke. Ikke godt nok. Jeg troede, jeg vidste, hvem de var, men det gjorde jeg ikke. Jeg troede, at jeg vidste deres indre og deres ydre, men det gjorde jeg ikke.
Pludselig er det som om folk ikke har noget af det, som mange kæmper for at få tilbage. Det de selv kan komme til at kæmpe for at få tilbage, hvis de ikke tænker sig om og kigger udad. Som om de bare lader sig styrer af det ydre, istedet for det indre. At de glemmer at huske på, hvordan det var eller hvordan det vil blive. De tænker altid på her og nu! De tænker ikke imorgen, men ser kun en tid og en person som den snor sig omkring. Dem selv… Hvis tiden ikke snor sig om dem, trækker de i andre. De trækker dem ind, hvis tid snor sig perfekt, og sørger for, at deres tid også kommer til at berører en selv, så tiden igen kommer til at sno sig om en selv.
Men det kommer den ikke til. En dag vil den være helt væk for dem, og de fleste vil ønske at kunne gøre det om og rejse tilbage i tiden, som de ikke længere har, tilbage til dengang, hvor de havde en tid. Nogle vælger så at kaste sig ud, hvor der ingen tid er .. Nogle frivilligt andre ufrivilligt… Døden.
Tænk nu tilbage og fremad, istedet for kun at tænke nu! Vælg dine omgivelser med omhu og lær at sige fra.. Glem ikke at, du ikke ved hvor du er, medmindre du har været et andet sted. Glem ikke, hvor du kommer fra.
Jeg troede, jeg kendte dem godt nok til at vide at de kunne sige fra. Jeg troede, jeg vidste, hvor deres tid var henne og hvem det var, den sno sig omkring. Nu er jeg ikke længere så sikker…