I tråd med den nyopståede debat her i blogland om idealer og kroppe, så tænkte jeg, at jeg ville tage min del i debatten. Jeg laver derfor en repost af et tidligere indlæg om uren hud, og hvordan det føles at være så meget uden for et fællesskab. Det er et shout out til alle dem, som går og har det dårligt over sig selv! Den bedste accessories er jeres selvtillid. Tro på jer selv! Lad jer ikke stoppe af noget eller nogen. Kia og Katrine skal imorgen i Go’ Morgen Danmark og snakke om “problemet”!

Jeg vil gerne fortælle jer en personlig historie om, at den måske kan hjælpe nogle, åbne øjnene hos andre eller blot lade jer vide en anden side af mig.

For godt halvanden år siden fik jeg et kæmpe udbrud af acne. Jeg ved stadig ikke, hvordan det kan være kommet så pludseligt, men det gjorde det. Det var blot en måned før sommerferien, hvor jeg begyndte at få en del flere bumser end jeg plejede. Jeg har altid haft en sensitiv hud, og har som lille også døjet med en del børneeksem, og har skam også haft en bums i ny og næ. Min hud har aldrig rigtig været perfekt, så det er skam heller ikke noget jeg drømmer om! Jeg er glad for hver eneste dag, hvor jeg vågner uden en ny bums…

Min hud blev værre og værre, og jeg følte mig så magteløs. Bumser er ikke noget, som er nem at kurrere og den, som opfinder en mirakel-kur, vil blive stinkende rig. Til jer, som ikke har døjet eller døjer med bumser/acne, så skal I vide, at man som en person med acne vil føle sig magteløs! Jeg kunne sidde i flere minutter og studere min hud for bagefter at lade tårerne trille ned af kinderne – hvorfor mig? Hvad har jeg gjort galt? Jeg er den type, som går meget op i hvordan jeg ser ud, hvilket indtryk som jeg giver folk, så for mig var det et kæmpe knæk i min ellers fornuftige selvværd. Jeg har derfor også altid været god til at rense min hud hver aften, og de ting, som jeg er mest disiplineret med, er ting som omhandler mit udseende – overfladisk? Ja. Men godt for selvværdet!

Derfor begyndte jeg selvfølgelig at dække min hud med make-up, hvilket ikke gjorde det være, fordi jeg valgte en mineral-foundation. Jeg tør ikke tænke på, hvordan den ville have set ud, hvis jeg ikke havde valgt den fornuftige og måske dyrer løsning. Folk med acne vælger ikke at bruge meget make-up, de føler sig presset og tvunget. Jeg var flov over min hud, og hver gang nogle spurgte hvad der dog var sket med min hud, kunne jeg ikke svare. Jeg vidste det ikke? Hvad havde jeg gjort galt? Hvorfor mig?

Sådan gik der tre måneder, hvor jeg håbede på den ene “mirakel-kur” efter den anden. Heriblandt havde jeg prøvet Clinique’s tre-trins-system. Jeg fandt senere ud af, at det var den dårligste løsning, jeg overhovedet kunne tænke på! Min gode veninde Anne havde i lang tid gået til kosmetolog og anbefalede mig at tage derud, så efter jeg kom hjem fra min efterårsferie tog jeg hen til hende og fik en dybderensning – og herfra gik min hud kun opad.

Kosmetologen hed Charlotte, og i dag er jeg hende SÅ taknemmelig! Jeg blev introduceret for mærket Decleor, som er 110% økologisk, baseret på plante-ekstrakter og effektivt som bare fanden! Lyder det som en dårlig reklame? Tro mig, det er det ikke! Det er rigtig dyrt og ikke noget, som man kan købe en masse af med det samme. Men jeg vil hellere betale end gerne betale de 400 kr for min natcreme – fordi jeg ved, at den er meget mere værd end det. Kosmetologen var speciallist i mærket, og dermed fik jeg de helt rigtig produkter til min hud. Det vil jeg også anbefale, hvis man vil bruge Decleor. Find en, som kan analysere din hud og fortælle dig, hvilke produkter du skal bruge! Jeg begyndte at rense min hud morgen og aften, og det var en kamp uden lige. Ved siden af var jeg knækket af min hud, og havde svært ved at være tæt på folk, da jeg var bange for at de stirrede på min hud. Ja, forestil jer at være forelsket og døje med noget, som anses for at være virkelig urent! Folk, som ikke døjer med det, har en tendens til at tro, at det er ens egen skyld – og selv folk tæt på mig spurgte om, jeg ikke snart var færdig med at have skoldkopper, om jeg havde spist for mange tomater… Tak for støtten tænker jeg bare! Men tilgengæld havde jeg også nogle fantastiske veninder, som hjalp mig og støttede mig. De var forstående overfor mit problem, og jeg gjorde meget ud af, at fortælle folk at jeg gjorde noget ved det! – og at jeg var klar over, at jeg var ramt af mild acne.

Men når jeg vidste, at jeg gjorde noget ved det, så vidste jeg også, at jeg gerne vil hjælpe andre, som havde samme problem. Jeg ville gerne sige, at det er okay at være ramt! Det er ikke din skyld. Du har ikke gjort noget forkert. DU er ikke forkert! Jeg gik nogle gange uden make-up i skole og i byen, for at sige: Jeg er ligeglad – det er bare mig! En dag vågnede jeg op med en bums lige under øjet, og da jeg så den måtte jeg grine.. Jeg ville ikke græde. Jeg ville ikke være sur. Jeg havde bare lyst til at grine af den, og jeg gjorde også grin med den ovre i skolen. At den så blev der i ret langtid var måske ikke fedt. Det var da heller ikke sjovt, at skulle lade folk se den, men så grinte vi lidt af det. Jeg lærte mig selv at lade acne blive en del af mig, istedet for at lade den være noget, som jeg ikke ville stå ved. Jeg vidste jo, at jeg gjorde noget ved det og mere kunne jeg ikke gøre. Jeg dyrkede sport, rensede min hud og holdte igen på slikket og sukkeret. Men jeg havde da også dårlige dage! Jeg vidste godt, at jeg ikke elskede min hud, og jeg ville gøre alt for at få det væk, så en sjældent gang havde jeg en af de dage, hvor jeg stirrede i spejlet og begyndte at græde. En af disse dage blev jeg så oprevet, at jeg bare ville væk. Jeg råbte og skreg, og min mor blev selvfølgelig også oprevet på mine vegne. Hun hjalp og støttede mig, som kun en mor kan, og samme dag gik jeg i byen med masser af selvtillid, da jeg møder en af mine mors veninder som udbruder: Nøj, Emma! Hvor ser du bare fantastisk ud!

Nu har jeg brugt decleor i over et år og i dag døjer jeg slet ikke med acne mere! Jeg har stadig ar på kinderne, men med min fantastisk tromborg mineral foundation er det intet problem! Jeg kan sagtens gå uden foundation, og jeg er ikke længere bange for, at folk synes, jeg er forkert eller grim. Jeg stoler på mig selv. Jeg tror på, at jeg er god nok. Alt mit hårde arbejde har givet en kæmpe pote. Efter brugen af min kosmetolog, som jeg har besøgt en gang hver anden måned for at få en dybderensning, min egne hudrutiner og mit store ønske om ikke at blive svækket af det, har ført mig til denne hud i dag:

Den er ikke perfekt, men i mine øjne er den smuk! Den er resultatet af mit hårde arbejde, sved og tårer. Når jeg kigger på mine ar minder det mig om, at jeg godt kan kæmpe mig igennem noget. Jeg gjorde det! Jeg kurede mig selv. Jeg opnåede mit største ønske og lige pludselig føler jeg, at jeg kan gøre alt! Jeg er stadig Emma, og har altid været Emma. Selvom jeg nu bruger en ar-creme, for at undgå større ar-huller, så vil jeg altid elske min hud, for den minder mig om, at intet er umuligt! Heller ikke for dig!

I dag så vi dokumentaren “Blod i mobilen”, som omhandler hvordan store mobilproducenter som Nokia, Sony Ericson og også Apple bruger naturressourcer fra Congo, hvor salget af disse råstoffet finiansere våben til krigen. Derudover arbejder afrikanerne op til en uge ad gangen nede i minen Bisie. Congo er et land som er meget rig på naturressourcer som guld, diamanter, gummi og coltan. Men i stedet for at skabe velfærd og rigdom i Congo, har det skabt en krig, som har været den blodiste siden 2. Verdenskrig – fem millioner er døde de seneste 15 år og op mod 300.000 kvinder er blevet voldtaget.

Det betyder altså, at hver gang vi i denne verden køber en mobiltelefon skyder vi penge i nogle firmaer, som udnytter børnearbejde og moderne slaveri, hvor mennesker lever i umenneskelige forhold og arbejder allerede fra 14 års alderen. Blandt andet drengen Chance, som stak af for at blive rig ved at arbejde i minen som 13-årig, men kunne ikke slippe væk og måtte flygtet på grund af de høje skatter og militærkontrol.

Men har vi som forbruger og ikke mindste de store firmaer ikke et ansvar for at sikre os, at de produkter som vi køber er produceret med omtanke og solidaritet for dem, som har udvundet materialet? Skal vi erkende at intet i verden er udvundet på ærlig vis, som tilgodeser alle parter?
Jeg personligt bliver en smule rørt, når jeg hører om den måde hvorpå den vestlige verden ofte udnytter resten af verden – kun med omtanke på stor profit. Måske skulle vi til at have en mentalitet om, at hvis vi kunne give dem de penge, ressoucer eller hjælp, som de kunne have brug for, kunne vi nyde godt af deres egen rigdom og på den måde få profit til os selv? Så selv dem i Congo har råd til en mobil i stedet for systemmets udnyttelse.

Hvad synes I om dette fakta? Hvad skal vi gøre ved den store udnyttelse af verdens andre ressourcer? Hvordan skal vi forholde os til, at mange af vores “uvurdelige” hverdagsting ofte har kostet liv eller børnefingre? Skal vi som forbrugere være mere kritiske – og hvem bærer ansvaret?

Midt i samfundsfagsrapport skrivningen fandt jeg over dette citat, som rent faktisk fik mig til at tænke gevaldigt!

“‎Mange lever med en så forbløffende rutine, at det er svært at tro på, at de lever for første gang”

citat: Stanislaw Jerzy Lec

For godt en uge siden, blev der oprettet en sladderside, som hed “Aalborg’s Gossip”. Beskrivelsen på siden lød som følgende:

Hej med jer derude.
Jeg syntes vi mangler en side om gossip i aalborg, derfor har jeg sat mig og lavet denne side.
Har du noget saftigt sladder, eller bare noget du vil dele med aalborg kan du sende det til mig.
Og bare rolig alt vil være ANONYMT, så der er intet at frygte.

Hvis du har et billede, noget tekst eller bare et rygte om noget så send en email til på AalborgsGossip@gmail.com.
…

Nu er siden så på utallige opfordringer (heriblandt min egen) blevet lukket. Et eller andet sted sidder der så en person med sort samvittighed og muligvis et par rystelser over, hvor stor vrede nogle af de personer, som blev hængt ud, har. Og hvem er de mennesker som er blevet hængt ud? Og hvad blev der skrevet om dem?

Jo, det er 14-årige børn – og hvad bliver der skrevet? Jo, der bliver skrevet om, hvor mange de har været sammen med, hvem de har været i seng med i weekenden, og hvor dårligt de kysser.

Jeg kan umuligt være den eneste, som er dybt forarget og chokeret over, hvad det er for nogle “børn” som Danmark er ustationeret med. I flere år har jeg nu faktisk grummet mig over, at vi har en “barndom”, hvor det hele bygger på alkohol og sex. Det kan godt være, at det er mig, som bare er kedelig og mors lille pige, men jeg rørte aldrig alkohol før jeg gik i 9. klasse – her snakker vi om børn i /./6.-klasse! For slet ikke at tale om den ikke-eksisterende respekt, som børnene også er ustationeret med. Og med denne sladder-side viste det bare, at “børn” idag har misforstået det at være moden. At være moden og “voksen” er altså ikke at dyrke sex med gud og hver mand og drikke sig hammer lam hver weekend. Undskyld mig, men seriøst – tag jer sammen! At være moden i mine øjne er at turde være anderledes, stå ved sine interesser og så tage ansvar for sit eget liv og herunder også vide, hvad der er godt for en. Ikke bare søge grænser og provokere. Og så måske også lige tage et kig i spejlet og tænke; Okay. Er solarie, bruncreme, pudder, gemacher, ekstensions, piercinger og nedringede trøjer virkelig det, som gør mig smuk? Jeg kan godt hjælpe dig; Nej! Jeg har respekt for at folk kan lide forskelligt tøj, men man bør da kunne de om det klæder en eller ej.

Denne side er selvfølgelig også dybt krænkende, og det er jo klart at den er blevet inspireret af serien “Gossip-Girl” – endnu et billede på, hvor stor en indvirkning medier har på børn. At krænke andre mennesker og poster billede og navn samtidigt – hvor lavt kan man synke.

Jeg kan da godt huske, da jeg var 14 år, men der havde jeg da en interesse, som hed hjemmeside, men den handlede overhovedet ikke om, hvor klam min veninde er, og hvor opmærksomhedskrævende hun er. Det kan godt være, at jeg er fordømmende, men jeg synes godt nok, at det er bekymrende at børn i 7. klasse kun går op i ligegyldige ting. Det er selvfølgelig langt fra alle 14-årige, der er sådan, og jeg synes, at det er fantastisk at møde en der er yngre end mig, som virkelig står ved sig selv. Men er tendensen ikke bare, at det er “sejt” at være fremme i skoene? At man er populær, hvis man er mere “moden”?

I vores første historie time har vi fået til opgave at tage tre ting, som fortæller noget om os som person. Jeg elsker sådan nogle opgaver for på et eller andet punkt, så kommer det også til at lære en selv om, hvad det er, som man er stolt over ved sig selv. Men derudover så lærer man noget om alle de andre også. De ting som man har med fortæller jo også, hvad for nogle tanker personen har haft om sig selv.

Jeg prøver altid at tænke lidt udenfor boksen. Jeg vil ikke tage min yndlingsbamse med, for det fortæller jo ikke noget om mig. Det fortæller noget om min yndlingsbamse. Derfor har jeg valgt at tage disse tre ting med:

Den første ting er en nøgle. Nøglen har såmænd ikke nogen betydning for mig, men for mig symbolisere den muligheder. Man kan åbne en ny dør og man kan tage chancer. Jeg er typen, som elsker at åbne nye døre. Få nogle chancer og gribe dem. Jeg elsker det udvidende; Hvad er der bag døren? Og så mystikken omkring en nøgle, som man ikke rigtig ved hvilket vidunderligt rum, som den kan åbne.

Den anden ting er min dimissionstale. Det var den tale, som jeg blev bedt om at skrive til sidste skoledag. Det talen fortæller om mig er ikke det, som står i talen. Men det er igen symbolikken i en tale. Man ønsker at tale til folk, at inspirere dem. Jeg elsker at udtrykke mig både mundtligt og skriftligt, og det kan man også bruge en tale til. Og så kan det jo heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker ord og udtryk. Jeg elsker at skrive.

Den sidste ting er H.C. Andersens samlede eventyr. Udover at han var en fænomenal forfatter, som jeg sådan elsker og beundre, så formåede han at skrive eventyr! Eventyr symbolisere at tro på sig selv. Vi følger en karakter som er i færd med at finde sig selv og må derfor følge sin drømme og drage på eventyr. De er selvstændige og lader hverken trolde eller hekse stå dem i vejen for deres mål – lidt lige som mig :)

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg har en stor forkærlighed for Michael Jackson. Ikke nok med, at hans musik er helt fantastisk, så er jeg fascineret af en person, som formået at bruge musikkens magi til at ændre verden. Han havde ord og holdninger bag sine ord, og var en fantastisk sangskriver. Han var fuld af kærlighed og i hans musik høres det tydeligt, hvordan han havde 120% styr over, hvad det var hans mål med musikken var.

Han skrev ikke musik for at blive berømt. Han skrev ikke sange fordi, at han vil på toppen af alle toplister. Og jeg tror, at det var derfor, at han blev så stor, som han nu engang blev. Der var kærlighed, følelser og virkelig ord bag hans sange. De kom fra hjertet og han forstod musik. Det rørte folk, og når jeg lytter til hans musik i dag, kan jeg ikke lade være med at blive revet med ind i et univers.

Verden har i sandhed mistet en stor stjerne på himlen, og inde i mig selv tror jeg faktisk, at hans musik er meget mere end det. En mand med så meget kærlighed, og så kunne pressen ikke gøre andet end at kalde ham skør og mærkelig. Jo vel, han var vel lidt speciel – men unik! Et fantastisk menneske, som jeg virkelig ville ønske var i blandt os i dag.

Derfor har jeg lånt alle hans CD’er af Anne i aftes, for at sikre mig, at jeg ikke går glip af et eneste mesterværk.

Jeg er sådan et type menneske, som elsker nye begyndelser. For mig er det lige med en ny side i livet, en blank side som bare venter på at blive udfyldt med historier og billeder. Minder vil blive dannet og man vil forevigt huske et stillestående øjeblik fra året som gik. Tid er en mærkelig ting, og jeg kan aldrig helt finde ud af, hvor jeg har lagt den. I år er den bare fløjet afsted, og jeg står tilbage med fartstriber ned af kroppen og glødende fødder.

Jeg har bevæget mig med kæmpe skridt gennem hele 2010, og når jeg kigger tilbage kan jeg slet ikke forstå, hvor langt jeg er kommet. Jeg har afsluttet 9. klasse, startet på gymnasiet, meldt mig ind i VU, mødt en masse fantastiske mennesker og ikke mindst levet et drømme liv, som jeg lovede mig selv for godt et år siden. Jeg har levet livet til fulde og takket ja til så mange chancer, som har ført mig vidst omkring. Jeg mødte mit store idol Blondinbella, og jeg er mærket af det den dag i dag. Det var en oplevelse for livet, og hun inspirerede mig i sådan en grad, at jeg slet ikke er i tvivl om, hvad 2011 skal betyde for mig. I 2011 skal jeg søge mine drømme, og jeg vil kæmpe for at lade dem blive opfyldt. Jeg har drømme for mig selv, andre og ikke mindst de ting, som jeg engagerer mig i. Jeg er et meget passioneret mennesker, som altid går op i ting med liv og sjæl. Jeg kæmper for de ting, som jeg brænder for i livet og i 2011 er der plads til at give efter for drømmene uanset hvor fjollet jeg må synes, at de kan være.

I 2010 mødte jeg også en hel masse fantastiske mennesker, som hver især har sat deres helt særlige præg på mig. Jeg holder af så mange mennesker, fordi er elsker de inputs som jeg føler at de giver mig. Alle mine venner er med til at inspirere mig og gøre mig til det glade og lykkelige menneske som jeg er. Jeg har mødt så mange fede personer, at jeg altid bliver varm om hjertet når jeg tænker på, hvor heldig jeg er, at jeg mødte dem.

Tilfældighedernes gang er min lykke, og alt hvad jeg gør defineres af de valg, som jeg vælger at tage. Nogle gange må man tage chancen og tage Ja-hatten på, og andre gange må man stoppe op og genoverveje sit valg. Men vigtigst af alt er, at jeg husker mig selv på, hvem jeg er og hvem jeg gerne vil være. Vi defineres på de ting, som vi husker og de ting som vi gerne vil huskes for.

Derfor vil jeg i 2011 vil jeg gøre alt for at forblive en person, som jeg er stolt af! En som kan inspirere andre, for er der noget jeg ønsker mere end alt andet. Min største drøm, så er det at inspirere folk.

Så godt nytår til jer allesammen! Må det forblive et fantastisk år for jer!

Kram Emma

Det nye år er lige om hjørnet og jeg har svært ved at forestille mig, at 2011 kan blive endnu bedre end 2010 – men jeg har en mavefornemmelse som siger, at 2011 bliver et år, som jeg sent vil glemme. I fremtiden kan jeg se spændene projekter og fantastisk tilbud ligger for næsen af mig. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med alle de projekter, som jeg kan kaste mig over.

Her på bloggen kommer der også til at ske store store forandringer! Den helt store starter i Januar, men jeg kan desværre ikke løfte sløret for, hvad det er. Det er noget, som jeg personligt er meget spændt på, da det kommer til at betyde en kæmpe ændring for mig – men i den grad også bloggen. Jeg er både spændt og nervøs for, hvad det kommer til at betyde. Om I siger “Hej-Hej” eller om I er klar på den store forandring? :)

Jeg har gjort mig store overvejelser, men har besluttet mig for at tage det store skridt. Dette betyder også, at jeg håber på, at jeg i 2011 vil komme til at rejse en masse, møde en masse fantastiske mennesker – og gøre det, som jeg holder allermest af; At jagte og opfylde min drømme. Jeg vil sætte mig nogle mål for det nye år, men samtidigt vil jeg give plads til at jeg kan gøre som jeg har lyst til. Jeg vil sætte nogle mål for mig selv, og belønne mig selv, hvis jeg formår at opfylde dem.

Jeg har al den tid i verden, som jeg ønsker. Jeg kan frembringe al den tid, som jeg har brug for. Jeg skal bare tro! Og er der noget, som jeg gør her i verden, så er det at tro. Jeg tror på drømme. Jeg tror på skæbnen. Jeg tror på held. Og mest af alt, så tror jeg på mig selv.

2011 er hermed dømt til drømmenes år!

(ville det være for fjollet at poste dette indlæg under kategorien “Hollywood”?? Haha

Jeg har oplevet noget meget mærkeligt på det seneste. Det føles lidt som om, at det er blevet forbudt at gå virkelig meget op i noget. At der er kommet et socialt forbud mod at gå op i noget, og hvis man gør, så får man bare en kommentar som “Slap dog af” eller “Jaja..” i hovedet. Det er fint, hvis man ikke interessere sig lige så meget for emnet, men skal man stille en barikade op, der hedder; “Få dig et liv” – bare fordi at man ikke vælger at gå op i i netop det med liv og sjæl? Hvorfor er det ikke længere i orden at være ildsjæl? At få en glød i øjnene når man endelig får lov til at snakke løs om det? At klistre hele sin facebook væg til med updates om det, bare fordi man kan? At bruge enhver weekend på det, fordi at man har lyst?

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg synes det er fedt, at møde et menneske, som virkelig har en passion for et eller andet og som gerne går igennem liv og vand for at nå der til. Jeg elsker, at se den glød som der opstår i folks øjne, når de får lov til at kaste løs med roser til det, som de nu engang brænder for – om det er at spille på et instrument, at fiske en tidlig søndag morgen eller at rejse jorden tynd med rygsækken på. Og jeg lytter gerne, for er der noget bedre end at lytte på et passioneret menneske? Det er de mennesker, som der i mine øjne har et liv! Hvordan de kan få flere timer til at snakke om, hvorfor de lige netop brænder for denne ene ting, er noget af det mest fantastiske!

Jeg har tre store passioner for tiden, men jeg må indrømme at det skifter meget, hvem der står allerøverst på prioriteringslisten. Jeg elsker Aalborg Garden. Det fællesskab, som man har derude og det som musik gør ved mennesker er fantastisk! De oplevelser og rejser som jeg har haft med garden er minder for livet, og det er noget, som jeg aldrig vil glemme! Derudover har jeg min blog, som jeg virkelig også brænder for – men behøver jeg virkelig at lave den lange smøre om det? Haha :P

Derudover er jeg jo med i VU, og lige pt. ligger det allerhøjest. Jeg elsker den stemning, der er i den forening. Jeg oplever at hver gang, at jeg har været afsted, kommer hjem med et smil på læben og kan grine flere timer efter en sjov episode! Jeg får kampgejst og mod på verden! Jeg får så meget energi af at være omringet af menneske, som bare vil noget! Jeg har ikke mødt én eneste VU’er som jeg ikke har kunnet lide, og derfor gør det den forening så fantastisk. Men så er det folk begynder med sit; “Hold nu kæft med det der” eller “Wow, du går meget op i det der” – Hvad så, hvis jeg har ikke har lyst til at snakke om andet end det? Hvad så hvis jeg har lyst til at gå meget op i det? Jeg er den type menneske, som altid går 120% op i de ting, som jeg beskæftiger mig med, og derfor er jeg helt sikkert en landeplage for mine veninder, når jeg virkelig topper :P Haha. Men måske handler det også bare om, at finde de mennesker som virkelig kan leve med en, og som kan støtte en i det, som man nu engang elsker at lave. Nogle som kan acceptere en og har rum til at lytte, når det vælter ud med roser.

Hvorfor er det “forbudt” at engagere sig i noget, som man synes er fantastisk fedt og som man føler, at man får så meget ud af? Er der så ikke lige meget hvad det, bare det skaber glæde hos en selv? Jeg går ihvertfald ud og hæver forbudet nu og her – og jeg vil ihvertfald slet ikke forsvare hvorfor jeg går så meget op i ting, som nogle finder kedeligt! ;)

Hvad er din passion? Og hvad er “et liv” for dig?

Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente i VU…

Okay. Jeg havde faktisk besluttet mig for for lang tid siden, at jeg ikke ville skrive om dette. Jeg vil faktisk helst ikke skrive dette indlæg, men jeg bliver simpelhent nød til at få det ud.

Jeg har haft min blog i godt seks år, og derfor kan jeg slet ikke forestille mig mig selv uden min blog. Den er blevet en del af mig, og har givet mig så mange ting gennem årene, som jeg virkelig ikke vil være foruden. Jeg er stolt af min blog, og den betyder rigtig meget for mig. Jeg bruger en del tid på at få den til at se pæn ud, og skrive nogle spændene indlæg til inspiration for andre, og derfor vil jeg for alt i verden ikke opgive min blog. Mine venner ved også godt, at jeg har en blog og mange følger den. Jeg har også mange dejlige veninder, som støtter mig og som læser min blog og nogle gange komme med ris/ros. Jeg er rigtig glad for, at jeg har nogle som ikke synes det er mærkværdigt eller direkte grinagtigt at have en blog.

Men på det seneste har jeg oplevet at jeg næsten ikke kan gå i gennem en dag uden at nogle skal smide en kommentar til min blog. Næsten alle der kender mig, kender også min blog – og dem som kender mig rigtig godt ved også, at jeg er meget mere end min blog. Jeg kan også dumme mig og gøre skøre ting, men det deler jeg ikke på bloggen, fordi den er til inspiration – og ikke til dumheder og intime hemmeligheder. Derfor er jeg rent ud sagt pisse træt af, at jeg ikke kan gå en dag igennem uden at én skal kalde mig “Shakerzone”. At nogle skal spørge hvordan det går på “Shakerzone”. At nogle skal kommentere noget på “Shakerzone” eller komme med en bemærkning til “Shakerzone”. At jeg skal frygte for at nogle kalder mig “Shakerzone” når jeg går forbi dem. At jeg ikke kan få lov til at køre hjem på cykel uden at nogle skal kalde mig “Shakerzone”. At jeg ikke kan skrive en kommentar på facebook uden at nogle efterfølgende skal skrive “Shakerzone”. At jeg ikke kan gå til en gymnasie fest uden at blive råbt “Shakerzone” af. Jeg hedder Emma og Shakerzone er min blog og ikke mig. En del af mig ja. En hobby ligesom fodbold.

Jeg synes, det er dejligt at snakke om min blog, fordi jeg brænder for det, men jeg synes ikke det er sjovt, at skulle sidde og skrive en blog, og pludselig slette en sætning, fordi man er bange for, at den er til grin. Ja, så er det jo heller ikke ens egen blog mere. Jeg kan godt lide at at snakke om min blog, og det som jeg har opnået. Jeg kan godt lide at snakke med folk, som virkelig er interesseret i det og som måske selv har en blog, men hold kæft, hvor er jeg bare træt af alle de andre…

Og så ville jeg give alt for bare at være Emma en hel dag i andres øjne…