| Agent Amy |
| Dette er en stil, som jeg skrev i 4. klasse. Vi havde om krimi og drama og fik til opgave at skrive en stil dertil. |
| ... |
|
Amy kommer løbene ned af trappen som var hun en leopard på spring efter sit bytte. - Åh, undskyld Hun kommer til at puffe lidt til folkene på trappen, men vender sig bare om og siger et undskyld hvorefter hun fortsætter hen til en dør indrammet i glas. Hun lægger hånden på dørhåndtaget og puster ud. - Undskyld, jeg kunne… altså Julia… George sagde at… - Bare sæt dig ned Amy, du kommer kun 5 minutter for sent. - Ja, men George sagde at jeg først skulle komme klokken… Men Julia sagde så at jeg først. - Du behøver ikke at forklare bare sæt dig ned, så er du sød. Amy gik hen mod bordet og trak den halv-røde træstol ud og satte sig. - Vi venter bare til du lige har fået pusten. - Nej nej, det er fint, bare fortsæt. - Okay, Det handler om vores fjender T-COLL. De har fået hacket sig ind i vores system og det lader til at de videregiver vores informationer til politiet. - Ja, men politiet er da på vores side! - Ja, men ikke deres nye //JJH\\ agent. Han er fra deres venskabs firma, og han levere informationerne videre til hans chef som nu kender vores dybeste hemmeligheder. - Og hvad er vores dybeste hemmeligheder så? - Det kan jeg ikke røbe, det udsætter dig for fare. - Nå men hvad er min mission. - Ja det er din opgave at aflede og hvis det er nødvendigt at dræbe, deres //JHH\\ agent. - Hvad har jeg af udstyr? - Det fortæller Jerry dig nedenunder. - Okay, tak - God dag. Amy lukker døren efter sig imens hun kigger over mod trappen som hun kort tid efter går hen til. Amy smider jakken og går ind i stuen. - Hej! - Hej skat er du allerede hjemme? - Ja, Will gav mig lidt tidligere fri. - Har du handlet? - Ja. Hun går ud i køkkenet hvor hun stiller poserne på bordet og trækker den færdig lavet pizza op af posen og stiller den i mikrobølgeovnen. - Skat… - Ja… Hun stiller mælken fra sig og går ind i stuen. - Hvad er der? - Hvordan gik det på arbejdet i dag? Fik du solgt noget? - Ja jeg fik solgt min nye kjole til BABAROS og til Gucci Mabale. - Hvad sagde de til den? - De var helt sikre på at de ikke havde set noget lignende før. - Det var da godt. Amys kæreste Lucas, var gået på arbejde hver dag fra den dag de mødtes i den tro at Amy, var tøj designer og solgte tøj til store tøj firmaer. Men Amy var hemmelig agent og ”hemmelige” betyder jo noget. Amy begyndte at gå ud i køkkenet, da hun igen blev afbrudt af Lucas. - Skat kom lige her… - Jeg har altså gang i en pizza her ude. - Ja men det her er også vigtigt. Hun trippede hele vejen over mod skrivebordet, hvor Lucas sidder med blikke rettet mod hende. - Hvad er der nu? - Det her har jeg tænkt over i langt tid og… ja jeg tænkte på om.. ja du ved… om vi ikke skulle stifte familie? Amy blev bare ved med at kigge på ham, uden at svare eller uden at blinke. - Skat? Amy kom til sig selv igen. Hun kunne jo ikke rende rundt og skifte ble hele tiden mens hun samtidigt kunne dø hver dag hun gik på arbejde. - Jeg ved altså ikke rigtig… det er jo et stort ansvar og hvad med børnepasn... - Det har jeg tænkt over og jeg tror at vi er de helt rigtige sammen og jeg tror at vi kan blive nogle helt rigtige forældre. Amy kunne ikke finde på flere løgne. Det var nu eller aldrig hun måtte fortælle ham sandheden. - Skat, der er noget jeg må fortælle dig. Lucas smil forsvandt, han kiggede en stund ned i gulvet hvor efter han lod hans øjne værdige hende med et blik. - Jeg er ikke tøj designer, og jeg levere ikke til BABAROS eller nogle af de andre. Jeg er hemmelig agent. Der blev helt stille. Ingen af dem brød tavsheden. - Hvad? Jeg troede at du, jamen… - Jeg ved at jeg skulle have fortalte dig det noget før men… - HEMMELIG AGENT! Det var som om det først nu var gået op for Lucas at hans kæreste rent faktisk risikerede livet hver dag. Og at hun havde løjet for ham i 4 år. - Sagde du at du var hemmelig agent? - Jamen, altså.. - HVER DAG TAGER DU PÅ ARBEJDE OG VED AT DU MÅSKE KAN DØ… - Jeg tænker ikke så meget på det, men de… - HVAD VIL DU HAVE JEG SKAL GØRE NÅR POLITIET EN DAG KOMMER OG RINGER PÅ DØREN, MED DIT LIG I ARMENE? - Jamen skat det er slet ikke så farligt, som du tror… - OG HVAD MED DIN LØN! DU VILLE JO TJENE MILLIONER PÅ SÅDAN ET TØJ FIRMA SOM DU HAR ”OPFUNDET”! - Jamen, jeg tjener endnu mere på at være hemmelig agent! - DET ER JO IKKE LØNEN DER TÆLLER! DET ER DIT LIV. Amy så ham i øjnene. Der trillede en tårer ned ad hans kind. - jamen skat, altså… - Det er lige meget jeg går i seng. - Nej vent lidt. Men det var for sent, Lucas var allerede gået ind i soveværelset. - Arhh… shiit! Amy kom i tanke om pizzaen ude i mikroovnen. - Av av! Åh… Pizzaen var brændt på. Hun lukkede lågen til ovnen og stillede pizzaen på bordet, og hun begyndte at vifte luften væk. Næste dag vågnede hun med en smerte i nakken. Hun havde sovet på sofaen for Lucas havde låst døren. Hun tog tøjet på fra i går og gik ud for at børste tænder. Efter at have drukket sin morgen kaffe, trak hun i overtøjet og fandt sin taske og gik ud i gangen for derefter at gå på arbejde. - Skat! - Hmm… Der lød en masse brummen inde fra soveværelset. - Jeg går på arbejde nu! - Hm… - Vi ses. - Hm… Hun gik ud af døren og låste den efter sig. Hun gik ned af trappen og ud på gaden. Henne på arbejde var der ikke så travlt som der kunne have været efter at T-COLL havde hacket sig ind i deres system. - Miss Nikkiball? Amy vendte sig om. Hendes sekretær stod med en blok papir og en blyant i hånden og så helt forskræmt ud. - Bare kald mig amy… - Okay, Amy. Chefen har bedt mig om at give dig denne besked: Kære Miss Nikkiball, Du bedes melde dig på mit kontor i dag klokken 13.47 for at diskutere videre om din næste mission. MVH Clooney - Okay. Tak… og jo for resten, hvis tidspunktet bliver ændret så giv mig hurtigt besked, Julia ikke? - Jo selvfølgelig Miss Nikkiball, jeg mener Amy… Amy smilede og gik videre ned ad gangen for at komme hen til hendes kontor. Da hun var ved sit mål smed hun tasken på bordet. Hun tændte computeren og lænede sig tilbage. Amy pakkede sine ting sammen og gik ud af sit kontor. Hun kiggede på klokken: 17.30. Hun standsede, da hun kom i tanke om at hun havde glemt at aflevere sin rapport om Politiets nye //JJH\\ agents svagheder og personlige oplysninger. Hun kig ned mod sit kontor da hun hørte at George endnu ikke var gået hjem. - … fandt ud af at hun ikke bare havde fortalt ham det men hele opgangen havde hørt det. Vi måtte derfor bruge våben 0487. Det har udslettet deres hukommelse fra den dag det skete. Vi må dermed bekræfte at… Amy snublede over dørens køresele og kom halvt væltende ind på kontoret. Der stod George og Clooney. - Jamen Amy er du ikke gået hjem endnu? - Jeg skulle lige hente min rapport. - Jamen, så god weekend. - Jeg henter den lige så kan du få den nu, Clooney. - Ja tak. Hun gik hurtigt ned af gangen til sit kontor hvor hun hentede rapporten. Hvad var det for noget med at de havde slettet alt hukommelsen og at de måtte bruge våben 0487? Hun satte i løb for at nå Clooney længere nede af gangen før han nåede at låse døren til sit kontor. - Her er den. Jeg kunne desværre ikke bekræfte om han har familie eller kone… - Det er i orden, så længe vi har hans adresse. Hun smilede og gik til højre for at komme ud gennem gæsteindgangen. - Jeg er hjemme! Hun smed tasken uden at kigge op. Hun hængte frakken på knagen og gik ind i stuen hvor hun finder et kæmpe rod. Alle vindueskarmene er ødelagt og det ser ud som om alt har været en stor jagt i vildmarken. - Lucas… Hun råber. Men hun får ikke noget svar. - Lucas! Hun råber endnu højere. Heller ikke denne gang får hun et svar. Hun løber hen mod soveværelset da hun opdager at døren der til er blevet sparket op. Hun kigger fortvivlet rundt i rummet. Lucas er der ikke. Hun råber så højt hun kan. - Lucas! Hun bryder sammen i gråd. Hun styrter ud i køkkenet. Også køkkendøren var sparket op. På bordet ligger der en lille seddel med Lucas håndskrift. Kære Amy Jeg har ikke særlig meget tid men jeg vil bare sige undskyld og at jeg elsker dig over alt på jorden. Du var mit et og alt. Jeg ville ønske at vi kunne blive gamle sammen, men nogle folk er efter mig. Der står på deres jakker noget med DDG eller noget men, jeg elsk… Hun lægger brevet fra sig. Det var tydeligt at han var blevet jagtet af nogle. Nogle fra hendes eget firma. Hendes eget job dem hun havde så meget tillid til havde nu dræbt den hun elskede mest i verden. Fortvivlet gik hun ud i badeværelset. - Agr…!!!!!!!! Lucas ligger med hovedet under vandet i badekarret. Vandet er rødt og fyldt af blod. - Nej nej nej… Hun kaster sig over badekarret. Hun griber fat om hans hals mens hun fylder vandet med sine tårer. Hun skynder sig at tage sin mobil og trykker politiets nummer. De ligger ham ind i vognen. De har lagt et hvidt tæppe over ham. Amy står ved en af folkene. Hun kæmper imod for at komme hen til Lucas, men han vil ikke give slip. - Giv nu slip på mig… - Undskyld Miss Nikkiball men han er borte. - Nej han er ikke! - Jack tag lige over her! En anden høj politimand kom gående hen mod dem. - Jeg tager over herfra. - Kalder alle vogne, kalder alle vogne vi har et mord her på Mekk nilsons street nummer 4 i en lejlighed, Skifter. Den politimand der lige har holdt hende, kalder nu over radioen i bilen. Amy vågner op næste dag på sygehuset. - Hvad? Hun kigger sig omkring. Der er kun folk iført hvidt. - Undskyld men er det dem der er Miss Nikkiball? En sygeplejerske med krøller er kommet over til hende. - Øh… ja… - Ja, din mor er kommet for at tale med dig. Hun venter ude i gangen. - Tak. Amy går ud i gangen for at tale med sin mor. Da Amy kommer ud på gaden kigger alle folk efter hende. De holder deres børn til sig. Hvorfor gør de mon det? Ovre på den anden side af gaden står en anden politimand og snakker med en mand i en rød Audi, som sandsynligvis har kørt for stærkt. - Hey, er det ikke hende der? Politi manden vender sig mod Amy. - Jo for søren da… Den ene af dem styrter over vejen til Amy… - Undskyld er de Miss Nikkiball? - Ja det er mig… - Godt, De er anholdt sigtet for mord, menneskehandel og din sygetest viser resultater af at du tydeligvis er sindssyg. - Hvad jeg har da ikke! - Det får vi at se! Amy sidder i en stol inde på politi stationen. Hun har ikke haft et øjebliks ro til at tænke over hvad der er sket. Hun havde bare gået der og nu sad hun her. - De er klar til dig her inde nu. Den politi mand som havde fulgt hende ind på politistationen , stod nu og blafrede med fingrene mod et glas bur med 2 stole og en enkelt bord. - Ja tak… - Denne vej Hun fulgte med ham helt ind i glasrummet hvorefter han bakkede ud og lukkede døren. Amy kom ud fra rummet. Hendes øjne var på et hængene hår til at falde i søvn. Hendes hud var bleg og hun selv havde det ikke særligt godt. De havde tiltalt hende for massemord, og de havde endda påstået at hun var sindssyg. 4 måneder senere havde Amy fundet hendes firmas hemmeligheder, hun havde fundet ud af alt om dem. Hun var fyldt af had. Hun vidste at hendes firma, det hun tjente hendes penge på, var et firma, som handlede på den anden side af loven. De havde kun ladet hende dræbe deres //JJH\\ agent, så hendes firma kunne få ham af vejen, så de bedre kunne få alle de oplysninger de manglede. Hun vidste at hendes firma, havde adgang til hemmelige informationer om civile borger og deriblandt hende selv. Hun vidste at de havde hacket hende og udsat hende som sindssyg og havde tiltalt hende for mordet på hendes kæreste. Hun vidste at de havde dræbt alle hun kendte. Hun havde ingen at søge ly hos. I mange dage havde hun bare gået og fået breve fra præster som ønskede at vide hvorvidt de tabte skulle begraves eller brændes. Hun havde ikke skænket disse breve en tanke siden. Hun sad her i et fængsel på grund af hendes arbejde. - Der er morgenmad. En politibetjent kom ind af døren med et rullende bord med en tallerken på. - Tak - Det er toast og æg. Amy strakte sin arm ud efter tallerknen og fik fat om den. - Og så er der også lige dagens post. Han strakte hans arm med hånden fuld af post. Amy greb ud efter dem. To fra præster og et underligt brev. Det lignede et slags brev som havde ligget i junglen i 4 måneder og derefter i en skraldespand, hvor det derefter var samlet op af en baby som derefter havde over savlede det. - Ja kontrollen ville altså ikke tjekke det der brev, de regnede med at du alligevel ikke ville kunne læse det. - Tak. Vagten gik ud af værelset hvor han låste døren efter sig. Hun åbnede straks brevet så snart han var væk. Hun læste: Kære Amy Jeg ved at du er i fængsel nu og jeg ved du er uskyldig. Jeg er kommet for at hjælpe dig! Jeg er Tommy fra dit gymnasium, vi var engang gode venner. Jeg arbejder også for DDG, men jeg er bestemt ikke på deres side, nu hvor jeg har fundet ud af hvad det er de gør. DDG ved ikke noget om vores forhold og det skal de heller ikke. De snakker nemlig om at dræbe alle som har kontakt eller kender dig. Mød mig i aften, kl. 22.00 ved dit tremme vindue. Ja, det lyder åndsvagt men bare gør det. Jeg vil forsøge at gøre dig fri og sammen kan vi måske bekæmpe DDG! Hilsen Tommy. P.S. Jeg håber du kunne læse brevet selvom det har været igennem en masse snavs for ikke at blive kontrolleret. Amy lagde brevet fra sig på bordet. Hun kunne godt huske Tommy nu hvor han havde skrevet. Tremmevinduet? Hvordan i alverden ville han komme der op uden at blive set? Det er næsten umuligt. Amy lagde sig ned på sengen og begyndte og stirre op i luften. Klokken var snart 22.00. Amy skulle gøre sig klar til måske at slippe fri. Hun havde pakket sine ting og var klar til at tage flugten. Pludselig hørte hun nogle pusle uden for hendes vindue. Hun skyndte sig over for at se men hun kunne ikke få øje på noget. Hun gik tilbage til bordet da hun pludselig hørte nogle kalde ovre fra vinduet. Hun nærmest løb derover. Men da hun kigger er der ikke noget at se. Hun skal lige til at gå hen til bordet igen da et eller andet griber fat om hendes arm. - Arh…! - Ssh… Noget begynder at holde om hendes mund, da det endelig giver slip. - Undskyld men det her må bare ikke gå galt okay? Amy skynder sig at nikke. - Godt, hør her! - Undskyld men jeg kan stadig ikke se noget. - Når ja… Amy hører kun en lille klik lyd da en mand pludselig toner frem i luften. - Ja, det her er våben 8489. En usynlighedsgenerator. Han laver et smørret smil. - Ja det kan jeg se, men hvad er planen? - Jo, allerførst skal vi få dig ud herfra så hurtigt som muligt. Jeg har et rum fyldt med mennesker som venter på dig! - Et rum fyldt af menne… Tommy smækker igen sin hånd op for Amys mund. De hører skridt ude fra gangen, men vagten har heldigvis ikke set dem. - Du må ikke råbe sådan. - Okay, fortsæt. - Ja som sagt sidder der nogle og venter på dig ude på, ja lad mig sige ” Lars tyndskids mark ”. Vi skal først have dig ud herfra! Tag fat i min hånd så bliver du også usynlig, når jeg engang tænder den her. - Men hvad med mine ting? - Når ja, tag dem på ryggen. Er du klar? - Ja ja… - Okay, Han trykker på knappen på hans mave. - Så er vi næsten usynlige. - Jamen jeg kan da godt se alle tingene og dig? - Ja men vi er kun usynlige for alle andre levende ting. Mennesker såvel som dyr. Nej nej nej! Den her vej. Han river Amy lidt i armen. Efter noget tid kommer de ud til en lidt mudret og øde mark. Midt på marken ligger der et lille grønt hus. Det er slet ikke stort! Det minder om de toiletter der er til en koncert. - Er det her? - Ja! Lad dig ikke narre af størrelsen! Kom. De gik ind af døren. - Stuen er helt ren for snavs så bare begynd at sende gæsterne ind. Tommy taler midt ud i den blå luft. - Undskyld er det mig du taler til? - Nej det er kodeordet. - ”Velkommen, sig venligst kodetallene” En dame stemme er kommet til deres samtale. Hendes stemme er svag. - 25139267 - ”velkommen” - Tak. Den her vej. Tommy træder ind i en lille dør som er kommet til syne. Rummet de er kommet ind i er fyldt med mennesker. Nogle af dem griner af jokes, mens andre bare står og skåler med sidemanden. - Undskyld mig. Tommy har dinglet på det nærmeste glas. Folk begynder at tie stille og rette deres opmærksomhed mod Tommy. - Ja. Som i kan se så har jeg befriet Amy. Folk begynder at juble og nogle begynder endda at skåle. Tommy rømmer sig lidt, og han får folks opmærksomhed igen. - Godt, Det ser ud til at vi nu er nok til at kunne gennemfører vores mission. Derfor vil jeg bede folk om at gå ned til kælderen hvor vores transport er klar. Folk stiller glassene fra sig på bordene. De går hen mod en tom væg hvor de begynder at gå lige igennem. - Tommy, Hvad sker der? Hvem er alle disse folk? Tommy vender sig om mod hende. - Hvad der sker skal du nok få at vide. Disse folk lider samme skæbne som dig. Undtagen lige mig selvfølgelig. Gå du bare ned til de andre. - Hvordan har du tænkt dig at jeg skal komme igennem den der væg? - Du skal bare gå lige igennem den imens du tænker på din hævn over DDH. - Okay. Amy går nervøs over til de andre folk som står og venter i kø. Det er Amys tur. Hun går lige imod væggen og tænker på sin hævn. Hun kan ikke lade være med at grine ondt over at se sin chef ansigt. Hun ender ovre på den anden side, hvor der står helikoptere klar til at lette. Folk er så småt ved at komme ombord så Amy skynder sig hen til den helikopter, hvor Tommy sidder. - Hej Amy. Jeg troede faktisk ikke du ville kunne nå denne her helikopter. - Jamen det gjorde jeg jo. Hun ruller døren fra, og der bliver lidt mindre støj. - Nå fortæl mig så, Hvad går det her ud på? - Okay. Vi kalder os selv for ANTI-H. Vi har alle lidt samme skæbne som dig, undtagen mig. Derfor har vi i årevis drømt om at hævne os på DDH. Men det krævede at vi var flere, men nu er vi nok til at gennemføre det. - Og hvordan skal vi hævne os? - Vi vil afsløre DDH for alle omkring os. - Jeg kan ikke vente. Amy læner sig mod vinduet, hun begynder at nyde den smukke udsigt. Imens hun tænker: BARE VENT DDH; JEG KOMMER TILBAGE! JEG KOMMER TILBAGE. |