Jeg vælger at fortælle ærligt, om de tanker som går igennem mig i disse dage, da jeg håber på, at jeg en dag kan hjælpe en anden pige igennem denne her hårde tid. Det gør så ondt, og man kan slet ikke forstå det. Jeg har ikke haft lyst til at blogge, og min blog er ikke alt for mig. Jeg havde brug for at forkusere på det som skete nu, og ikke snuble over nogle ord på vejen.

Siden Januar har jeg været kærester med Peter, og det har været sådan et dejligt forhold. Vi har formået at holde en balance, hvor vi var enige om, at vi ikke ville være kærestekedelig og ville give plads til at den anden kunne gøre, hvad man ville. Vi har heller aldrig haft et behov for at skulle se hinanden hver evig eneste dag eller skrive sammen hele tiden. Selvfølgelig har jeg altid glædt mig til at se ham, og fået kriller i maven når han skrev til mig, men jeg har fundet lige så meget glæde og kærlighed i at gå og vente på, at det skulle ske, end at have det som hverdagskost.

Men midt i sommerferien kunne jeg fornemme, at Peter ikke virkede så vild med mig mere. Han var nok ikke så vild med mig, som jeg var med ham. Men det var i torsdags, at jeg besluttede, at jeg ville tale med ham om det og det skete også. Som den fantastiske dreng han er, fortæller han mig sandheden, og fortæller mig, at han ikke har så mange følelser for mig længere, og at han måske føler sig en lille smule for meget forpligtet. Han fortæller også, at nogle af hans venner har haft en indflydelse, da de mente at han var for ung, til at have en kæreste. Jeg bliver synderknust. Jeg kunne ikke længere holde mine tårer tilbage, og efter flere timers snak blev vi begge enige om, at vi gerne ville arbejde på det. Jeg siger dog til ham, at hvis han ikke kan finde noget, som han synes at vi skal arbejde på, så synes jeg, at vi skal slutte her. Jeg var helt ødelagt, og kunne slet ikke overkomme alt det der skulle til at ske. Jeg græd og kunne ikke lade være med, at forestille mig, hvor ondt det ville gøre, hvis det var slut.

Om fredagen holder han en fest, hvor jeg kommer ud, efter at jeg har været til Anne’s tøsehygge. Der skal jeg sove til lørdag, men jeg kan straks mærke på Peter, at han ikke er så nærværende som han plejede. Jeg vidste godt, at jeg skulle give ham noget plads, så jeg satte mig til at spille kort med en anden.

Det er lørdag morgen, at det sker. Jeg spørger ham, om han virkelig mener, at vi skal forsætte, da jeg kan mærke på ham, at det ikke er det han mener. Vi bliver enige om, at vi hellere må smutte og der sprang mit hjerte…

Jeg græd og ønskede så inderligt, at han ville sige, at han heller ikke kunne undvære mig, men jeg ved også godt, at det var bedst, at det sluttede der. Jeg havde på forhånd fortalt ham, at hvis vi slog op, ville det betyde, at jeg ikke kunne se ham mere. Jeg har slettet ham som facebook ven, og slettet alle billeder jeg har af ham. Jeg må undvære ham, for hvis jeg ser ham igen, ved jeg, at jeg vil falde tilbage. Dagen brugte vi så på, at være sammen og sige farvel til hinanden. Vi spillede et spil, gik en tur (mest fordi vi skulle aflevere flasker) og jeg fik sagt farvel til hans fantastiske familie. Vi var sammen på den måde som vi plejer, og måske var det den bedste gang vi nogensinde har været sammen, fordi vi begge på en eller anden måde vidste, at dette her var den sidste gang, vi kom til at se hinanden.

Da jeg lukkede døren bag mig og vinkede farvel til Peter havde jeg så ondt i hele min krop. Jeg græd, råbte og skreg i flere timer, da jeg kom hjem. Jeg kunne ikke og kan ikke forstå, det som er sket. Jeg talte højt og var bare ligeglad med alt andet (godt, jeg var alene hjemme..!) Det gør så ondt i min krop, men samtidigt kan jeg heller ikke mærke det, for jeg har bare ikke forstået det. Det gør så ondt, når jeg tænker på, at jeg skal undvære når han holder om mig, når han kysser mig i panden, når han smiler til mig om morgenen, når han stryger min kind, når han skriver til mig eller fortælle mig, hvor meget han holder af mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg kommer til at savne ham. Hvorfor slutte noget, som var så godt? Jeg forstår det stadig ikke. At jeg der ikke blot skal gå en uge eller to før jeg skal se ham, men at der nu kan gå flere måneder eller år. At jeg skal undvære en så vigtig person, gør ondt. Det har bare ikke været meningen, at vi skulle være kærester når vi var 16 år, og tingene ændrer sig også. Måske vil vi mødes igen, og så må tiden viser hvad der sker, men jeg vil ikke håbe.

Jeg savner ham og jeg elsker ham stadig. Det bliver svært, at undvære en person, som har betydet så meget for mig. Men med de gode minder i bagagen, det bedste break-up nogensinde og billedet af ham i mit hoved, så ved jeg, at jeg godt kan komme igennem det. Det gør ondt, og når jeg tænker på det, koster det mig et par tårer, men jeg er glad for den tid vi havde sammen, og hvor heldig jeg har været.

Men når jeg kigger tilbage, så ved jeg godt, at det vi har gjort, er det bedste. Det har været 6 fantastiske måneder, og jeg vil kigge tilbage på dem med et smil. Tænk at jeg var så heldig, at have en sød, sjov og dejlig kæreste som ham – som min første kæreste! Jeg føler mig heldig, når jeg tænker på, at jeg fik chancen for at være sammen med ham. Og selvom det måske ville have været skønt med flere måneder sammen, så er jeg nu glad for, at jeg kan kigge tilbage på så mange gode minder og ikke mindes nogle dårlige. Det er jo lige meget hvor lang tid vi har været kærester, for det der betyder noget, er hvad vi har oplevet sammen. Den pige, som får ham, vil være den heldigste pige i verden, og jeg vil håbe, at han også ved, hvor fantastisk han er.

Jeg savner ham bare…

Ps. Tak for alle de søde og støttende kommentarer. I er fantastiske <3

Her gik jeg og troede, at jeg var en ganske normal føtex-medarbejder, som ikke rigtig havde gjort noget mærkeligt, eller unormalt… Men, jeg kender åbenbart ikke mig selv godt nok – for uanset hvad jeg gør, så bliver jeg nok aldrig normal.

Da jeg møder på arbejdet i dag, gør jeg, som jeg har gjort de sidste par gange. Jeg går ind af indgangen og ind til omklædningsrummet. Her stiller jeg min taske, sko og diverse i det skab, som jeg plejer at få til låns, da jeg ikke har fået mit eget endnu (hvilket jeg har nu!! ) Da jeg har været på arbejde i godt en time, kan jeg mærke at der spreder sig en panik i føtex. Det viser sig så, at nogle har placeret en taske i et forkert skab!! CHOK! Jeg skynder mig at fortælle, at det nu altså er min taske og så begynder balladen ellers. Faktisk måtte jeg slet ikke have arbejdet før, jeg havde underskrevet min kontrakt, fået et skab, fået et adgangskort og blevet registreret i systemmet. Slurk.. Men men men. Det fik vi styr på idag, så nu er jeg officielt ansat i Føtex Food! Jeg fik også taget et medarbejder billede, men det snakker vi ikke om… :leser:

Min vagt i dag var ganske fin og kold, som den plejer. Det er simpelhent så koldt at arbejde i frysere en hel dag, og når jeg møder ind om morgenen tænker jeg bare: 5 timer.. Puuuhhaa. Men når man kommer i gang, så er det helt okay, så jeg skal nok blive glad for det Nu har jeg jo også mit eget skab!!

Jeg har fået en mappe med hjem, som jeg vil læse i aften, og så har jeg allerede nu endnu flere spørgsmål, som jeg lige skal have skrevet ned, så jeg ikke glemmer dem. Godt så. Apropos glemmer… Så har jeg glemt både min mobil og min toilettaske ude ved Peter i dag, så jeg må hellere lige cykle derud, og så kan jeg jo satse på, at der er nogle, som er hjemme

Jeg vil gerne fortælle jer en personlig historie om, at den måske kan hjælpe nogle, åbne øjnene hos andre eller blot lade jer vide en anden side af mig.

For godt halvanden år siden fik jeg et kæmpe udbrud af acne. Jeg ved stadig ikke, hvordan det kan være kommet så pludseligt, men det gjorde det. Det var blot en måned før sommerferien, hvor jeg begyndte at få en del flere bumser end jeg plejede. Jeg har altid haft en sensitiv hud, og har som lille også døjet med en del børneeksem, og har skam også haft en bums i ny og næ. Min hud har aldrig rigtig været perfekt, så det er skam heller ikke noget jeg drømmer om! Jeg er glad for hver eneste dag, hvor jeg vågner uden en ny bums…

Min hud blev værre og værre, og jeg følte mig så magteløs. Bumser er ikke noget, som er nem at kurrere og den, som opfinder en mirakel-kur, vil blive stinkende rig. Til jer, som ikke har døjet eller døjer med bumser/acne, så skal I vide, at man som en person med acne vil føle sig magteløs! Jeg kunne sidde i flere minutter og studere min hud for bagefter at lade tårerne trille ned af kinderne – hvorfor mig? Hvad har jeg gjort galt? Jeg er den type, som går meget op i hvordan jeg ser ud, hvilket indtryk som jeg giver folk, så for mig var det et kæmpe knæk i min ellers fornuftige selvværd. Jeg har derfor også altid været god til at rense min hud hver aften, og de ting, som jeg er mest disiplineret med, er ting som omhandler mit udseende – overfladisk? Ja. Men godt for selvværdet!

Derfor begyndte jeg selvfølgelig at dække min hud med make-up, hvilket ikke gjorde det være, fordi jeg valgte en mineral-foundation. Jeg tør ikke tænke på, hvordan den ville have set ud, hvis jeg ikke havde valgt den fornuftige og måske dyrer løsning. Folk med acne vælger ikke at bruge meget make-up, de føler sig presset og tvunget. Jeg var flov over min hud, og hver gang nogle spurgte hvad der dog var sket med min hud, kunne jeg ikke svare. Jeg vidste det ikke? Hvad havde jeg gjort galt? Hvorfor mig?

Sådan gik der tre måneder, hvor jeg håbede på den ene “mirakel-kur” efter den anden. Heriblandt havde jeg prøvet Clinique’s tre-trins-system. Jeg fandt senere ud af, at det var den dårligste løsning, jeg overhovedet kunne tænke på! Min gode veninde Anne havde i lang tid gået til kosmetolog og anbefalede mig at tage derud, så efter jeg kom hjem fra min efterårsferie tog jeg hen til hende og fik en dybderensning – og herfra gik min hud kun opad.

Kosmetologen hed Charlotte, og i dag er jeg hende SÅ taknemmelig! Jeg blev introduceret for mærket Decleor, som er 110% økologisk, baseret på plante-ekstrakter og effektivt som bare fanden! Lyder det som en dårlig reklame? Tro mig, det er det ikke! Det er rigtig dyrt og ikke noget, som man kan købe en masse af med det samme. Men jeg vil hellere betale end gerne betale de 400 kr for min natcreme – fordi jeg ved, at den er meget mere værd end det. Kosmetologen var speciallist i mærket, og dermed fik jeg de helt rigtig produkter til min hud. Det vil jeg også anbefale, hvis man vil bruge Decleor. Find en, som kan analysere din hud og fortælle dig, hvilke produkter du skal bruge! Jeg begyndte at rense min hud morgen og aften, og det var en kamp uden lige. Ved siden af var jeg knækket af min hud, og havde svært ved at være tæt på folk, da jeg var bange for at de stirrede på min hud. Ja, forestil jer at være forelsket og døje med noget, som anses for at være virkelig urent! Folk, som ikke døjer med det, har en tendens til at tro, at det er ens egen skyld – og selv folk tæt på mig spurgte om, jeg ikke snart var færdig med at have skoldkopper, om jeg havde spist for mange tomater… Tak for støtten tænker jeg bare! Men tilgengæld havde jeg også nogle fantastiske veninder, som hjalp mig og støttede mig. De var forstående overfor mit problem, og jeg gjorde meget ud af, at fortælle folk at jeg gjorde noget ved det! – og at jeg var klar over, at jeg var ramt af mild acne.

Men når jeg vidste, at jeg gjorde noget ved det, så vidste jeg også, at jeg gerne vil hjælpe andre, som havde samme problem. Jeg ville gerne sige, at det er okay at være ramt! Det er ikke din skyld. Du har ikke gjort noget forkert. DU er ikke forkert! Jeg gik nogle gange uden make-up i skole og i byen, for at sige: Jeg er ligeglad – det er bare mig! En dag vågnede jeg op med en bums lige under øjet, og da jeg så den måtte jeg grine.. Jeg ville ikke græde. Jeg ville ikke være sur. Jeg havde bare lyst til at grine af den, og jeg gjorde også grin med den ovre i skolen. At den så blev der i ret langtid var måske ikke fedt. Det var da heller ikke sjovt, at skulle lade folk se den, men så grinte vi lidt af det. Jeg lærte mig selv at lade acne blive en del af mig, istedet for at lade den være noget, som jeg ikke ville stå ved. Jeg vidste jo, at jeg gjorde noget ved det og mere kunne jeg ikke gøre. Jeg dyrkede sport, rensede min hud og holdte igen på slikket og sukkeret. Men jeg havde da også dårlige dage! Jeg vidste godt, at jeg ikke elskede min hud, og jeg ville gøre alt for at få det væk, så en sjældent gang havde jeg en af de dage, hvor jeg stirrede i spejlet og begyndte at græde. En af disse dage blev jeg så oprevet, at jeg bare ville væk. Jeg råbte og skreg, og min mor blev selvfølgelig også oprevet på mine vegne. Hun hjalp og støttede mig, som kun en mor kan, og samme dag gik jeg i byen med masser af selvtillid, da jeg møder en af mine mors veninder som udbruder: Nøj, Emma! Hvor ser du bare fantastisk ud!

Nu har jeg brugt decleor i over et år og i dag døjer jeg slet ikke med acne mere! Jeg har stadig ar på kinderne, men med min fantastisk tromborg mineral foundation er det intet problem! Jeg kan sagtens gå uden foundation, og jeg er ikke længere bange for, at folk synes, jeg er forkert eller grim. Jeg stoler på mig selv. Jeg tror på, at jeg er god nok. Alt mit hårde arbejde har givet en kæmpe pote. Efter brugen af min kosmetolog, som jeg har besøgt en gang hver anden måned for at få en dybderensning, min egne hudrutiner og mit store ønske om ikke at blive svækket af det, har ført mig til denne hud i dag:

Den er ikke perfekt, men i mine øjne er den smuk! Den er resultatet af mit hårde arbejde, sved og tårer. Når jeg kigger på mine ar minder det mig om, at jeg godt kan kæmpe mig igennem noget. Jeg gjorde det! Jeg kurede mig selv. Jeg opnåede mit største ønske og lige pludselig føler jeg, at jeg kan gøre alt! Jeg er stadig Emma, og har altid været Emma. Selvom jeg nu bruger en ar-creme, for at undgå større ar-huller, så vil jeg altid elske min hud, for den minder mig om, at intet er umuligt! Heller ikke for dig!

Jeg ved faktisk ikke, om jeg har fået delt denne nyhed med jer, men jeg er blevet klummeskribent i Danske Bygardersblad. Ja, det er måske ikke så fancy, men det handler trods alt om et emne, som jeg kan relaterer til! Haha. Men jeg vil gerne poste min første klumme her. Den handler om, om det at stoppe i en garde. Jeg håber, at I kan forstå det lidt, selvom I måske ikke er gardere

Jeg selv spiller i Aalborg garden, hvilket jeg har gjort siden 3. klasse, og siden dag et har jeg været forelsket. Forelsket i en kultur og i et sammenhold, som jeg ikke rigtig har fundet andre steder. Selvfølgelig, jeg har haft en dejlig folkeskole-klasse, men ingen har alligevel kunnet leveret den magi, der er over garderlivet. Med lys i øjnene har jeg også fortalt om garderlivet til dem der gad lytte, og tit har jeg undret mig over, hvad der mon kan få folk til at stoppe? Jeg selv virker ikke som nogen større gardernørd. Jeg bevæger mig aldrig udenfor min hoveddør iført noget, der bare ligner logo-tøj, hvis det ikke er under påbud. Jeg nævner da heller ikke min garder interesse, som det første, når jeg møder nye mennesker. Ja, faktisk.. Så er jeg ganske normal og kedelig, som gardist. Men kigger man godt efter, så kan se gløden i mine øjne var nævnelse af ”Aalborg Garden”.

Sommerferien indikerer en ny start og det er vel det rigtig sted, at stoppe, hvis det altså er tilfældet, og for nogle af mine kæreste garder venner, er tiden nu kommet. Min bedste veninde, som jeg har spillet med i garden altid, skal næste år på efterskole og tager dermed en orlov. Det har jeg vidst længe, men tanken om, at hun ikke længere skal være der sammen med mig er en smule skræmmende. Jeg ved, at hun kommer tilbage, og det er trods alt en musik-efterskole, så noget må garderlivet have gjort ved hende. Men tanken om, at hun ikke længere skulle være der, fik mig til at tænke over, hvor jeg skal gøre af mig selv efter sommer.

Min kæreste har også fortalt mig, at han stopper i garden, og hvis jeg skal være helt ærlig, så kom det ikke som nogen overraskelse for mig, selvom han har været entusiastisk og ofte mødt op til arrangementer. Men når jeg kiggede ind i ham, så har jeg alligevel aldrig kunnet set den helt ægte garder ånd.
Jeg vidste godt, at der nok ikke ville gå lang tid før han ville stoppe, men alligevel blev jeg chokeret og bange, for det var endnu et kendt ansigt, som jeg skulle savne hver tirsdag aften under øvning og det satte nogle tanker i gang hos mig, om min tid nu også var kommet. Men jeg vænnede mig til tanken og accepterede, at Aalborg Garden nu ville blive reduceret.
Så sent som i tirsdags fortalte endnu en af mine tætte gardeveninder, at hun ikke længere så tiden til det mere og dermed også tog sine sidste skridt i garden. Jeg må vel også her indrømme, at jeg havde set gnisten falme i hendes øjne. Hun startede et år efter mig, og har en søster, som i mange år også har været gardist. Hendes forældre har været dybt engagerede i garderlivet, så her tænkte jeg, at hun da måtte være en født gardist. Men til sommer forlader hun garden, sammen med sin søster. Var det et tegn til, at mine timer også ville blive for få til at kunne nå garden?

Jeg kan også godt mistro mine stoppende venner for, at lade sig presse af andre til at forlade garden. Det er vel ikke nogen hemmelighed, at det da også er en smule nørdet at gå til garder. Selvom jeg er gardist helt ind i hjertet, så kan jeg sagtens se de latterliggørende blikke og en sjælden gang også en høj, rungende og til tider nedgørende latter, når jeg står i en ny klasse og skal fortælle, hvad jeg ellers går og laver. De mener, at det kun handler om at gå stift og spille ”klassisk” musik, men en ægte garder ved jo, at garder livet er meget mere end det – måske alt andet en det! Og som garder lærer man jo, at være ligeglad med hvad andre siger. Man lærer at stå ret ved sig selv, at give plads til alle og acceptere forskelligheder. Jeg mener også, at hvis folk kan acceptere en og synes det er fedt, at man går til garder, så må de vel også være de helt rigtige venner for en at omgås. Dermed er det en ret god hjælp til en, hvis man skal ud og finde de helt rigtige venner.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med, at sætte spørgsmålstegn ved min egen forsættelse i garden. Var min tid også kommet? Jeg har trods alt bidraget til garden i 6 år og oven i hatten starter jeg også på gymnasiet. Jeg gik og ulmede med det hele ugen. Vejede fordele mod ulemper og det hele om igen. Men en sommeraften var min konklusion klar: Jeg er slet ikke færdig med Aalborg Garden. Som jeg marcherede gennem gaderne til lyden af ”Aalborg Marchen” og så udover garden, ja.. Så slå det mig: Jeg er allerhelvedes stolt af, at være gardist. Jeg ville tilbringe alt min tid i garders lag, hvis jeg kunne. Jeg kan ikke forlade dette nu. Selvfølgelig har jeg da perioder, hvor jeg ikke har så meget lyst, og hvor jeg (i de absolut mørkeste stunder!!!) har overvejet at vinke farvel, men alligevel har jeg altid kunnet finde glæden frem igen. Garderlivet er fedt! Det er den bedste klasse, jeg nogensinde har gået i. Jeg har fået dobbelt så meget, som jeg har givet og ikke nok med det, så har jeg lært at spille musik og finde ægte venskaber.

Men jeg kan forsikre jer for, at når den dag kommer, hvor jeg skal takke af, så skal jeg være så tidspresset, at jeg glemmer at tage til garden. Jeg skal være så langt væk fra garden, at dagen er borte før jeg er fremme. Jeg skal være så træt af garden, at jeg falder i søvn under koncerterne.
For jeg er garder helt ind i hjertet, og i hjertet har man det forevig.

Eftersom jeg har pint jer i så langtid med min pylren omkring Dimissionstalen, så vil jeg gerne have lov til at poste den. Den er skrevet af mig, og derfor har jeg også 100% på. Den kan måske være en inspiration for nogle og jeg vil med glæde hører jeres feedback! Jeg skal først afsted klokken 19.00 i aften og derfor kan jeg godt nå, at ændre noget, hvis I synes der er noget, som ikke passer ind eller måske har en rigtig god idé. Måske et eventyr jeg mangler?

Hvis du går på årgang med mig, og i aften skal høre talen, vil jeg bede dig om, at lade være med at læse den. Både for min skyld og for din egen

Mit eventyr her på skolen startede i 1. klasse. Jeg kom ind på en årgang, som var fuld af liv og glad dage. Hvert frikvarter var en ny leg og hver lektion var lærerig. Og selvom, at man altid vil tro på, at man er noget specielt, så tror jeg virkelig på, at vores årgang er noget ganske specielt. Vi har altid vidst hvad vi ville – og hvad vi vil have! Ja, det er måske heller ikke altid, at det er faldet i den bedste jord hos lærerne, da hvad lærerne gør altid er det rigtige (ahem…). Ja, ballade det har vi lavet nok af, og deriblandt har der været nogle værre narrestreger – og måske også et par forbudte kærligheder, ja jeg ville jo være lidt af et skarn, hvis jeg afslørede dem. Vi har været piratter til søs, som har ledt efter skattekisten og har måske begået mytteri undervejs. Kreative ideer har vi haft nok af, og det har gjort os til en meget selvstændig årgang, som godt tør gå sine egne vegne og tror på, at hvad VI gør, er altid det rigtige. ”Viljen til at ville, skaber evnen til at kunne”, og vi kan og vil en masse ting. Mod og tapperhed har også været at finde i vores bagage.Vi har, turde satse, og vi har på vores vej opfundet en masse. Kreative forestillinger har vi haft nok af, men det bedste var, at det var os som skabte dem. Vi har haft en sans for at bruge vores fantasi og skabt noget, som andre har haft glæde af. Det skal vi i hvert fald tage med på rejsen! Vi skal pakke vores evne til at skabe med ned i vores bagage. Vi skal have vores fantasi med os, og vi skal ikke være bange for at skille os ud.

Men det er nu også engang en skole, hvor vi har skullet lærer noget. Det har også været andet end et fristed, hvor vi kunne være og mødes med hinanden. Vi har skullet lærer om tal, bogstaver, lande, mennesker, dyr, planter og livet. Og vi har fået os en stor grundviden, og jeg tror ikke, at jeg fejlbedømmer når jeg siger, at vi ganske vidst er meget dygtige. Vi vil noget med vores liv, og bliver ikke skræmt af fordomme eller modstand. Vi rider gerne af sted på vores gedebuk i fuld gallop og undervejs samler vi et par ting op til at hjælpe os på vejen.

Men i ethvert eventyr skal der også lidt knas hist og her. Måske har man haft en ond stedmor eller måske er man blevet fortryllet. Der vil både være op og ned turer, og det har der skam også været. Et par gange er en fjer blevet til fem høns eller måske har vi lavet nogle værre svinestreger og opført os som svinedrenge. Eller måske har vi blot været uheldige ligesom Hans og Grete og har fået en ond mor eller ven, som ikke tøver med at overlade os til os selv, hvis det kniber lidt med midlerne. Vi har dog altid været ”ægte”-prinsesser – nå ja, og Prinser! Har vi ligget på noget forkert – ja, selv den mindste ært, har vi altid kunne mærke, at noget var galt. Vi er da heldigvis ikke vågnet op gul og blå, men vi er endt ud med den ægte varer og udgiver os ikke for, at være noget, som vi ikke er. Vi i klæder os ikke usynlige klæder, og lader os ikke manipulere af andre og derfor er vi kommet igennem skove, tjønekrat og ildspyende drager, og i dag sidder vi som hele mennesker. Vi er kommet over eventyrbroen. Vi er færdige med skolen og i dag slutter dette eventyr. Og når vi engang skal kigge tilbage, og læse vores eventyr igen, ja måske læse det højt, så vil vi oftest huske på denne skole, som rammerne for vores barndomsminder, og jeg har i hvert fald mange med i bagagen. Dette eventyr har givet mig en fantastisk barndom, og jeg tror, at denne holdning deles blandt mange af os. Mange af os har også minder andre steder fra, men af hvad jeg har hørt, så har Klostermarksskolen altid været et rart sted at være. Her er der blevet skabt venskaber for livet, minder for livet og viden for livet. Her har vi haft et af vores livs eventyr!

Og selvom vejen hertil ikke altid har været en dans på roser, så er det jo godt, at vi i vores eventyr på klostermarksskolen har haft en masse fortryllende feer, troldmænd – og dværge… Som har kunnet trylle det bedste frem i os, som har hjulpet os med at bekæmpe det onde, og til dem skal der lyde en tak. I vil med garanti blive husket, og når vi engang kommer tilbage til slottet, så vil I blive hilst på med varme smil. Tak for alt, hvad I har gjort. Tak fordi I ville lærer os noget og tak fordi I tog jer af os. Tak.

Og med det vil jeg sige slut, prut, finale. Lad os gå ud og bekæmpe hekse, trolde og drager. Lad os finde feer, alfer og dværge til at hjælpe og støtte os gennem vores livs eventyr. Lad os vinde prinsessen og det halve kongerige – og måske mere til! Tillykke til os alle sammen og lad os leve lykkeligt til vores dages ende.

Jeg tror, at det er første gang, at jeg faktisk skrive om praktiske ting, som jeg har gjort og ikke skal gøre Haha. Jeg har nemlig været på en lille morgenrute, hvor jeg har afleveret penge, afleveret biblioteksbøger og sendt en pakke afsted. Derfor cyklede jeg afsted på min lynhest og nød vejret, mens det stadig holdte tørt.

Nu har jeg så slået fødderne op, og sidder med dilemmaet; Skal jeg lave flere blåbøger eller lave på det nye design? Jeg tror blåbog vinder Jeg drømte forresten endnu en drøm om en svensk blogger. Denne gang Kenzas.se, som drømmen handlede om. I korte træk, så handlede det om, at vi mødtes tilfældigt på en ferie, hvor vi endte med at komme i snak. Pludselig stod vi og grillede, og da endte der en levende baby på grillen ( :chok: ) og det blev ikke opdaget, at vi havde grillet den. Det blev en kæmpe skandale, men mig og Kenza blev ved med ikke at fortælle det til nogen. Det endte med, at alle dem, som havde været med på ferien gik sammen om, at betale erstatning til forældrene… og så drømte jeg noget helt andet. Jeg tror, at jeg læser for mange svenske blogs…

Jeg vågnede op her til morgen midt i den lækreste drøm, jeg længe har haft! Den handlede om Andreas Wijk og jeg, som havde en lille hemmelig affære, men lad mig forklare jer drømmen:

Jeg var på en ukendt vis havnet i samme butik, som Andreas og han var i færd med at prøve noget tøj til hans blog. Det bliver sent live fra et TV-program, og han har samtidigt en lille hjemmeside, hvor hans kommentarer om tøjet popper op. Jeg lister mig så forbi prøverummet, da han stopper mig og spørger, hvad jeg synes om tøjet. Jeg synes først rigtig godt om det, men derefter tøjet han en stor lilla dynjakke og et par grøn/turkise bukser på, med nogle lilla sneakers og derefter må jeg udbryde, at jeg slet ikke bryder mig om det. Andreas er helt enig med mig, men kamera assistenten, som står ved siden af, er pludselig meget forarget og skynder sig at skrive på hjemmesiden, at jeg ikke synes om tøjet. Derefter begynder det, at vrimle med kommentarer, hvor folk sviner mig til og en enkel skriver, hvor jeg bor. Mig og Andreas griner dog lidt af situationen, men da jeg kommer hjem opdager jeg, at der står nogle mennekser overfor min genbo’s hus, og de er åbenbart meget surer på mig, over den kommentar, som der blev skrevet. Efter et par timer i huset, vælger jeg at gå over til Andreas for at høre ham, hvad vi skal stille op med dette. Han siger til mig, at han synes at alt det hysteri, slet ikke er noget ved, og han synes, at vi skal prøve at løse det igen. Jeg siger, at jeg er enig. Herefter opstår der et meget intens øjeblik… Vi kigger hinanden dybt i øjnene og han læner sig frem mod mig… voila!

Andreas og jeg finder ud af, at der er opstået sød musik, men vi bliver enige om, at holde det hemmeligt. Resten af drømmen (!) går med at vi mødes hemmelige steder og kysser. Indtil konflikten med min kommentar har lagt sig.

.. Sikke en fantastisk drøm!

ps. Burde jeg være bekymret? Jeg mener, kan det virkelig betegnes som utroskab? Haha.

Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var den unge herre, men jeg havde nok gået hen til en anden kassedame! Total Bimbo-dame dér.

Tobias Larsen på 15 år optræder som fodboldjonglør og skulle for et par uger siden fra Hillerød til Fredericia som så ofte før. Rutinemæssigt bad han om en børnebillet på Hillerød Station. Ekspedienten havde uvist af hvilken grund lidt svært ved udstedelsen og tilkaldte en kollega, der endte med at afkræve Tobias Larsen en billet til 234 kr., hvilket forvirrede ham.

“Jeg plejer kun at betale 150,” sagde han.

“Det er fordi, det er en dyr dag i dag,” lød forklaringen.

I virkeligheden havde DSB udstedt ham en såkaldt ungdomsbillet, som kan købes af unge mellem 16 og 25, men kun hvis de fremviser et medlemskort kaldet Wild Card. Det vidste Tobias Larsen intet om, da han i regionaltoget mellem København og Fredericia blev bedt om at fremvise sin billet. Togføreren oplyste Tobias Larsen om, at hans billet var forkert. Han skulle have haft en børnebillet, fik han at vide. Selv om Tobias Larsen fremviste sygesikringskort og forklarede, så godt han kunne, samt i virkeligheden havde betalt for mange penge til DSB, fik han en bøde foran de måbende medrejsende.

Det skal siges, at bøden trods alt ‘kun’ var på 300 kr.. Det er den strafafgift, som et barn med ugyldig rejsehjemmel idømmes. Togføreren anerkendte med andre ord Tobias Larsens alder.

Så er jeg kommet helskindet hjem fra Michael Bublé koncerten i Hamborg – og hvilken oplevelse! Wauw, hvor var han bare fantastisk.

Vi kom lidt over 19.00 og fandt vores plads, da det var en siddende koncert. Så købte vi noget at drikke og så spiste Anne og jeg også lige en is Koncerten startede med et virkelig fedt opvarmningsband! De var en a capella gruppe, som kun havde deres stemmer til at lave instrumenter, og det var så imponerende, hvad de kunne! De sang nogle moderne sange på deres helt egen måde, og det var i det hele taget bare fuldstændig vildt. Man blev helt paf, fordi man ikke kunne fatte at det kun var dem, som lavede lyde.

Klokken 21.00 gik Michael Bublé så på og da han først sang gik jeg bare helt i sort. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at stirre og skrige, for det var så surrealistisk, at han var lige der! Så tryllebandt han mig med sin smukke sang og der var flere gange, når han sang stille sange, at jeg måtte holde tårerne igen, fordi det bare gik lige i hjertet. Han havde selvfølgelig også en masse sange med, hvor der var mere gang i den og der stod vi selvfølgelig også oppe på stolene og dansede til. Pludselig går han så ud blandt publikum og står på sådan en midter scene, som var ret tæt på, hvor vi sad – men det var ikke det tætteste, som jeg kom på ham. For da han skal tilbage til den store scene spurtede jeg efter ham (ja, belastende nok, for alle andre publikumer) og der var jeg så ufattelig heldig at få en plads helt oppe forrest lige foran scenen!! så der stod jeg i godt en halv time (uden kamera eller mobil… PIS!!!) og så hele showet færdigt. Jeg rørte ham også, da jeg var fan-agtig nok til at række min hånd frem og nå ham – fantastisk!

Han sang hans allerbedste sange ifølge mig og til sidst kom der confetti ned over os sammen med fyrværkeri! FANTASTISK! Han lukkede showet ved at synge “A song for you” ud over hele salen uden mikrofon og musik, og der måtte jeg fælde en tårer, fordi det var så smukt. Han synger endnu bedre i virkeligheden og det hele var bare så kanon godt! Nøj… Det var ihvertfald en oplevelse for livet!!

ps. Jeg har ingen billeder for mit kamera er det værste i hele verden… desværre! :cry:

Jeg skrev for ny lig et essay om ansvar. Jeg har endnu ikke fået karaktere.

Jeg sidder ved busstoppestedet og ser min bus forsvinde i den blå luft. Jeg ved godt, at det var mit ansvar at nå den bus. Men alligevel så skylder jeg skylden på lyskrydset som skiftede 3 se-kunder for sent, så jeg ikke nåede min bus. Alligevel var det mit ansvar og ikke andres ansvar, at jeg ikke nåede bussen. Men ville det være mit ansvar at sige til buschaufføren, at han skulle ven-te, hvis jeg så en lettere forpustet pige løbe efter bussen? Nej. Det er min holdning. Det ville være yderst høfligt, men lige frem at drage mig til ansvar for det.
Ansvar er mange ting og i vores hverdag, bliver det også oftest taget til stilling til meget indivi-duelt. Det bliver også nævnt meget ofte i vores almindelige tale. Ordet bliver brugt som angreb eller som forsvar. ”Det var dit ansvar” ”Det var ikke mit ansvar”. Men hvis vi alligevel skal give ansvar til hinanden, hvilket ansvar har vi så for hinanden?

Som med mennesker er vi følt med en hvis ansvarsfølelse overfor hinanden. Vi får dårlig sam-vittighed, hvis vi ikke lever op til vores ansvar.
For mig er ansvar et frivilligt valg. Man kan vælge om man vil tage ansvar, men det står for mig meget klart, at dem som vælger at tage ansvar, er dem som kommer længst. Det er dem som længere henne i livet, vil få ansvar for mange flere medmennesker på mange måder.
Ansvar er vel også kærlighed? At leve op til sit ansvar er at levere kærlighed til sit medmenneske. Vi bliver ikke alene holdt ansvarlige for det, vi siger, men også for det, vi ikke siger. Hvis vi ikke siger noget til vores veninde, som tager stoffer, vil vi føle skyldfølelse når vi står ved hendes begravelse. Vi vil føle at det er vores ansvar at hun døde, fordi vi ikke sagde fra. Men hvis vi taler til hende, skal vi også tage ansvar for vores handlinger og have mod nok til at tage de kon-sekvenser, det kunne medbringe. Ansvar er erkendelse af etisk og medmenneskelig forpligtigelse over for sig selv og andre. Oprindeligt betyder ordet ”modsvar” (engelsk; answer), det vil sige ”svar på beskyldning” eller ”redegørelse for ens adfærd”. Vi tager ansvar for vores handlinger og kan bagefter forsvare vores handlinger, fordi vi mente at de var ansvarlige. Men hvem bestemmer hvem der er ansvarsbevidst og hvem der ikke er? Kan vi forsvare, at vi ikke hjalp en ven i nød? Nej. Derfor er det ikke en ansvarsbevidst handling. Vi skal kunne stå inde for vores handlinger og kunne forsvare dem med ansvarsbevidsthed.

Et ansvar er vel abstrakt, men samtidig meget bestemt. Det er ikke selvvalgt, det ansvar, som jeg har, nærmere en tilfældighed. De valg og beslutninger, som jeg, som et helt fuldkomment selv-stændigt menneske, har truffet, har bestemt de eksistenser, som jeg har et vist ansvar for. Men hvorfor skulle du også tage et ansvar, når du kunne lade være? Lad blot være med at sige fra, når din kammerat tager noget der er langt værre end det, der kan købes i butikkerne, eller når din veninde mobber den måske lidt for velernærede pige i parallelklassen. Du er ikke mere værd, end at du sagtens kan lade være. Det er dit ansvar. Mit ansvar. Alles. At det føles rigtig indvendigt, efter at vi har taget ansvar, er fordi at det er det rigtige. Alle er forskellige og alle er frie til at gøre, hvad end de vil inden for lovens rammer, og det har vi det fint med. Men hvorfor undrer vi os ikke over, hvorfor ansvaret over for sig selv og sine medborgere, for nogle er så svært at udfø-re? Er det fordi ingen har taget ansvar for dem, eller er det noget de helt selv har påført dem selv? Man skal tage ansvar for disse personer, som selv ikke er i stand til at tage et ansvar. Det abstrakte ansvar, som er det, man tager for andre personer end sig selv. De personer der står mig nær, har taget ansvar for mig, og det påskønner jeg virkelig. Et eksempel fra mit eget liv er, at mine forældre har sat nogle grænser, for hvad jeg kan gøre frit som jeg lyster, og hvad jeg ek-sempelvis først kan gøre, når jeg når en given alder. Det er en af de ting der har gjort mig mest respektfuld over for ansvaret. Jeg kan nu se ud over min egen lille næsetip, og jeg kan se de ting, der indtil videre har støbt mig som et menneske, der endnu har meget at lære. Ansvaret er årsa-gen til dette. Hvor mange mennesker udveksler man mere end tre ord med om dagen? Hvor mange blandt dem interesserer man sig helt reelt for? Hvor mange ville man tage ansvar for på en måde, så du vidste at du havde gjort det rigtige for dem? Og ud af dem man tog ansvar for, hvor mange ville så føle, at man havde snaget og blandet sig for meget i deres liv og personlige sager?

Grænsen er ikke langt væk, men kan alligevel være svær at se.

HVis i stadig husker det, så fik jeg jo til opgave at skrive en essay om et bestemt foredrag, som vi havde hørt. Foredraget handlede om, hvordan vores samfund har ændret hos til at blive et hurtigt og effektivt samfund, som følge af McDonald – fordi det er blevet skabt på nogle værdier, som vi har overført til vores samfund. Og disneyisering som betyder at vores tilværelse er blevet tematiseret. At vi køber meget mere end hvad vi har brug for og altid køber lidt ekstra. Det er hvad jeg tænkte efter, jeg havde hørt foredraget. Jeg ved godt, at det er en smule langt

Jeg kigger mig gerne et par gange over skulderen, når jeg sidder her i lille data. Om ørerne flyver ord som: ”Fuck, what, Oh My god” og andre fremmed ord, mens der på tasterne bliver tastet løs på engelsk – globaliseringen er kommet til Danmark. Vi er én stor verden, og dem som ikke er en del af vores verden bliver kaldt for den 3. Verden – som var de fra en anden planet.

Rundt i lokalet bliver der printet den ene kladde efter den anden ud fra printeren, og de bliver alle læst igennem og smidt væk. Lyden af det brugte papir, som bare bliver krøllet sammen som andet ubrugeligt, fordi det ikke er længere er aktuelt. Vi har fået hvad vi skulle bruge fra kladden og nu skal vi videre. Ligesom andre ting i vores travle hverdage… Kan vi ikke bruge denne livs kanal, så skifter vi blot til den næste. ”So last week”. Vi bruger den verden vi har nu og smider de andre væk – eller hen i en tredje verden. At være innovativ, at gå op i sig selv, at være ego-centreret. Vi har meget fokus på produktivitet og effektivitet, samtidig med at videnskab og viden fylder meget mere – og skulle du have en ekstra sodavand med?

Er vores liv ikke blevet røv kedeligt uden ekstra pomfritter. Ja, undskyld mig… men hvor blev alt det sjove af?
De andre klasser som kaster sig om ørerne på mig, konkurrerer i det skjulte om at blive hurtigt først færdigt og de kaster den ene forstyrrende papirskugle efter den anden, for at forstyrrer mulige konkurrenter. Egoismen råber højest og kaster skygger på de andre i lokalet. For at komme frem i verden, tænker man ikke: Hvem kan hjælpe mig til det? Men i stedet: Hvem skal jeg slå, hvem skal jeg være bedre end? Hvem er min konkurrent? Der er meget albue-skub og det hele handler om, at få sig selv frem i livet. Vi har ikke tillid til fremmede mennesker, og indelukker os totalt. Ovre fra hjørnet høres en lille stemmme råbe efter dets ejendele… Mit liv, min familie, min bog, min min min… Vi skærmer alt omkring os, og taler sjældent med folk, vi ikke kender. Undtagen den søde kassedame, som rækker en BigMac frem og sørger for at vi får den inden for 3 minutter, så vi hurtigt kan komme videre med ”vores” liv. Tak og forsat godt liv!

Lille data er ikke særligt stort, men vi har alligevel formået at presse 47 individer ind i lokalet. Effektiviteten er ikke til at tage fejl af, og der er blevet formået at udnytte det vi har. Temaet er effektivitet og minimalisme. Vores liv er et tema. Temaet kaldes succes og bliver kendetegnet på disse nøgleord: Rig, Berømt, Smuk og succesfuld. Vi dresser os up i gulvlange kjole og lægger hovedet på briksen, hvis vi skal smukkeres for at passe bedre til temaet – for ingen må kende os bag vores masker i denne maskerade, vi skal bare falde i og have det godt. Vi må ikke have ekstra bøffer på lårene.

Samtidigt med, at vi kun kigger indad, så kigger vi også kun på de ydre ting, og omgiver os med smukke materialistiske ting, for vi ønsker at have dyre ting som er smukke for vores øjne. Vores prinsesser skal smile og ustråle vores drømme. De skal være perfekte og vores burgere skal se lækre og saftige ud. Samtidig er vi også utrolige minimalistiske. I vores tøjstil, I vores indretningsstil og skrive stil. Der er ingen romantik.

Computerne i lokalet er dog ingen fryd for øjet. De er for længst forældet, selvom det kun er 8 år siden at de første strålede gennem den halv fedtede glasrude i døren, men det er vel også mange år siden ikke? Det er som om, at siden teknikkens revolution blomstrede, er der opstået en forventning om, at teknologien kan løse alverdens problemer. Som om videnskaben ligesom har bevist, at den kan forbedre tilværelsen for mennesket, når den får lov til at udfolde sig, derfor koncentreres der på livets realiteter. De andre i lokalet smider om sig med hv-spørgsmål og søger efter konkrete beviser – vi rykker efter resultaterne og skaber noget vi kunne kalde googlisering. Det nytter ikke noget at gå rundt og fantasere i en drømme- eventyr verden, som man gjorde engang. Alt skal kunne bevises, vejes og måles… Men er det sjovt? Ja, det er da sjovt at surfe rundt på en computer, tage en omgang computer spil engang imellem og teknologien har da bestemt forbedret vores levevilkår, men glemmer vi ikke den anden side af livet? Vi kunne jo bede om en sundae-ice med karamel?

Alt i vores liv skal være planlagt ned til sidste detalje, og selvom vi siger, at vi har masser af frihed, så er det vel alligevel begrænset, hvor meget frihed man kan have. Eleverne i lokalet er bundet af, at færdiggøre deres sved-krævende opgaver til klokken 09.00, for ellers falder de ud af temaet. De sidder uroligt på stolen, mens deres ivrige øjne kun fokuserer på tid og sted. Hvis jeg har lyst til at rejse hele verden rundt, bare pakken en rygsæk og komme afsted over bakkerne, har jeg så frihed til det? Nej, for der er nogen som har bestemt at jeg skal gå i skole, få mig en uddannelse, få et arbejde og begraves en dag. Sikkert, jeg kan sagtens lave de ting indimellem, men jeg skal altid finde tilbage til rammerne og rutinerne. Vores liv er en stor rutine, vi laver det samme og det samme. Spontanitet er noget vi sjældent ser… Vores tilværelse er kalkuleret, den er planlagt, målt og vejet.

Vores liv er en stor menu med all-inclusive. Vi har købt den fordi vi blev fristet til af de søde ord og smukke billeder, der var blevet fortalt om livet. Den indeholder måske også mere end hvad vi lige har brug for, men hvad vi ikke skal bruge lige nu og her kan vi jo bare smide væk eller give tilbage til den smilende og troværdige kassedame. Hvis vi er heldige får vi en ekstra burger, fordi at vi måtte vente lidt længere. Før vi får kigget os om, så har vi spist det hele og vi er sultne igen. Måske man bare skulle gå ud og få noget godt mættende mad, som kunne være længere tid og lærer at sætte større pris på en god omgang slow-food?

I det sidste stykke tid har jeg arbejdet på et “Essay”, vi skulle aflevere i dansk. Jeg vil gerne dele det med jer, så her har i mit essay. Jeg ville gerne skrive om det gode ved tanker, drømme og fantasien.

Det må ligge dybt i os at tænke. Tænke over noget, tænke på noget, og så bare tænke… Lade sine tanker spinde edderkoppespind, finde ting frem og dreje dem på hovedet. Som perler på en snor ligger de i rækkefølge, men blot en undtagelse af rækkefølgen og snoren kan ledes hen på helt andre steder – eller tanker. Man kan drømme sig til andre steder, hvor tingene sker lige som man ønske det. Glæden ved at fantasere og ingen andre kan se det. Vores private rum, som ingen andre kan rører eller pille ved. Vores inderste tanker. Det sted hvor man altid kan finde sig selv, være sig selv og aldrig være bange for hvad andre tænker.

Det er ikke nemt, at huske eller tænke tilbage på, første gang en drøm først for frem for min nethinde og et nyt univers åbnede sig op. Det skete vel den første dag, jeg åbnede mine øjne overfor virkeligheden og så det modsatte af drømmeverdenen. Det var et univers, hvor jeg var herskeren og alle andre figurer ville gøre, som jeg tænkte. Jeg ville ikke have brug for at åbne munden og sige det på en pæn måde. Jeg kunne gøre det uden at såre personen. Jeg kunne blot tænke det og personen ville gøre, som jeg befalede. Ingen ville blive sure, og hvis de gjorde, så var det noget, jeg befalede. De er i mine hænder og det hele er en drømmeverden.

Man kunne skabe et univers, hvor man var omringet af mennesker, man kun drømte om at møde. Mennesker, som kun i drømmene, kunne røre en og bemærke en. Man kan styrer dem, få dem til a kysse en, få dem til at give en penge eller blot få dem til at dumme sig. Man kunne åbne den og afsløre deres inderste følelser, som om de blot var dukker et i dukkespil. Deres arme var i ens hænder, deres tanker styret af os, deres kroppe lænket til vores inderste ønsker. De skal adlyde…

Glæden ved at alting forløb så legende let. At man selv sætter perlerne på snoren uden at røre en finger – blot tankernes lydløse bølger som kan bevæge sig snigende og krybende ind under huden på en, uden at det kan mærkes. Blot et lille jag i kroppen, som sætter gang i den øver-ste etage og giver en ideer, man ikek ved hvor kommer fra. Det er tankernes kraft, ingen-mands krafterne som ingen kan finde kilden til. Hverken folk i kitler eller folk bag en klar krystal-kugle har kræfterne til at finde magtens centrum. At kunne tankelæse og tankestyrer, ville være den største magt en levende kunne have.

Drømme er virkelige eventyrer. Man ser dem for sig og det hele er så virkeligt, at man nogle gange kan forsvinde ind i drømmenes verden, for man ville nogle gange ønske, at drømmene var sande. At tingene var sket som man drømte om, og det er nok den diagnose, som de fleste drømme får stillet. Hvorfor kunne det ikke blot være som I en drøm? Alle ville være glade, ville de ikke? Eller måske ikke.

For onde drømme findes også et sted. Denne ene drøm, som er frygtet. Den virkelige drøm, hvor vores indre udfolder sig i uhyggelige skikkelser og blot lader os se på. Her har tanken nemlig ingen kraft og selvom man prøver ihærdigt, så ændre maridtet sig ikke. Det er de samme onde skikkelser, som puffer til en. De samme onde væsner, som får sveden til at drømme ned af panden. De samme onde monstre som laver underlige lyde og sætte uhyggeli-ge spor, når man går på toilettet om natten. De lever i mørket og spreder det i vores sind, så vi intet andet ser. Drømmens univers er farligt, hvis man ikke er ren på samvittigheden, for så vil det jage en i mørket.

”Man ville ikke kunne flyve væk fra ønskeøen og drømmeland og bare vågne op til virkeligheden”

Men man bør kende sine drømme og lære at se gennem dem. Læse dem og tænke over dem. Lære at bekæmpe det onde og skræmme sine fobier væk og bekæmpe dem. Se dem i øjnene, uden at møde dem. Man kan bruge drømmenes kraft til at finde løsningen til de problemer, som har leget rundt i ens tanker i flere måneder eller blot timer. Efter nogle timer med lukkede øjne, finder man pludselig selv løsningen og hjertet er blevet lettet fra sine sorger. Det er som om, at det hele står meget mere klart. Alle tingene er så klarer og man føler sig næsten snydt, over ikke at have set det hele så klart noget før. Det ligger så loige til, men alligevel gemmer tankerne det væk et stykke tid og belønner sidst al det hårde arbejde, med en løsning. Den for”løsende” løsning.. Det øjeblik, hvor man føler sig lettere for alle de forstyrrende og sammenkogte tanker. Drømme er et redskab, som vi alle har, men det er ikke alle som har lært at bruge det ordentligt. Man kan have fået en ny god ide og pludselig falder alle pladserne på plads.. Man skal bare lige lukke øjnene og tænke.

Alle kan gøre det, blot.. blot lukke øjnene og lade det ske. Flere gør det uden at tænke over det, og flere gør det uden at tænke over det. De lader dem bare komme og værdsætter slet ikke deres indhold eller værdi. De lader dem bare tælles i en undersøgelse, så de hvide kitler kan prøve at blive klogere på tankernes univers. Men sandheden er, at jo mere vi prøver, jo mere vil tankerne blokere for løsningen, for at skjules deres magiske univers. De manipolere med os, så de ikke kan findes. Så hverken en chip eller fjernbetjening kan styrer os.. og mon ikke det er bedst at aflyde disse tanker, drømme eller fantasier.

Blot at have dem, er som i en drøm…