Eftermælet

Efter jeg så filmen “Inception” i går, satte det nogle tanker i gang i mig. Jeg kom til at tænke over det at miste. Vores person Cobb i filmen har mistet sin kone Mal, og kæmper med hendes dæmoner hver dag, fordi han ikke kan glemme hende og savner hende. Hvad hvis det skete for mig?

Jeg har mange små savn i mit liv. Ting som er gået i stykker eller måske mennesker, som ikke har haft en større betydning, men som altid har været der. Små stunder som jeg gang på gang ønsker mig tilbage til. Små minder som bliver svagere og svagere jo længere væk jeg kommer. De ting, som ikke er med smerte at huske på og mindes om, men som vækker små smil hos en. Dem har jeg så mange af, at det nogle gange kan virke som ét stort savn, at jeg ikke længere har dem i mine arme. At jeg ikke længere kan nå og gribe fat, men at jeg måske gav slip for hurtigt.

Af de store savn har jeg kun tre store.

Den første er min oldemor. Man kan vel betegne det, som et typisk savn, når man snakker om en person – men er det ikke alligevel noget helt specielt, når ingen andre kan være som dem? Savnet har jeg mærket i alle de år, jeg ikke havde hende og det var her, at jeg lærte at kende til hullet i maven, smerten i hjertet og tårerne i øjnene. Jeg håber, at hun stadig er i mig et sted og husker mig på, hvem jeg er. Hvem jeg var, da hun stolt stod med åbne arme og tog imod mig. Den person i verden, som virkelig altid var stolt og som jeg så gerne ville have vidst min verden. En person, som kunne fortælle de skønneste historier, men som jeg alligevel var for lille til at forstå. Jeg var for lille til at kunne værdsatte den visdom, som lå for fødderne af mig. Jeg savner dig, Olde. At få et knus som sætter sig i hjertet og bagefter stråler gennem øjnene.

Mit andet savn er rummet og pladsen. Jeg savner et rum, hvor jeg kan være så bred og så farvefuld, som jeg har lyst til. Hvor der er plads til at male de længste strå med maler penslen og timer nok. Hvor jeg kunne sidde og tænke i mit eget rum uden at nogle ville prikke mig på skulderen og skubbe mig tilbage til virkeligheden. Hvor jeg kunne drømme og ikke se i det fjerne. Bare være til og nyde den jeg er. Et rum, hvor jeg ikke er underlig, hvor jeg ikke er til andres underholdning, et rum hvor der er mig, men ingen ensomhed…

Mit tredje savn er kærlighed. Jeg føler mig elsket af få personer i verden, men de er ofte så langt væk, at det virker umuligt at nå. Der er ikke noget at holde om, ikke nogle til at holde om mig. Jeg savner ikke en kæreste eller at være forelsket, nej jeg snakker om kærlighed i et andet perspektiv. Følelsen af, at der er nogle hvis jeg falder. Nogle som holder mig når jeg falder. Nogle som vil stå ved den jeg er og minde mig om, hvad jeg kan. De er der for mig, men så længt væk. Jeg savner en som kan smile til mig og sikre mig, at de altid er der. At jeg hos dem har et sted, hvor jeg kan bruge deres rum. Et sted hvor jeg kan være mig, men ej alene.

Men disse savn minder mig også om, at jeg har haft det. Man kan jo ikke savne noget, som man aldrig har haft? Derfor vender jeg mine savn til glæder, som jeg kan minde mig om. Som kan holde mig væk fra det, som gør ondt. At sætte pris på alt det, som jeg ikke savner endnu og må holde fast, så jeg ikke får et tungere hjerte.

Jeg savner hver dag, men jeg smiler og glæder mig også hver dag, for selvom alt dette ligger langt væk og langt inde, så er det jo med til at skabe de rammer, som jeg skal støbe omkring mig selv, som jeg savner.

Tilegnet min fantastisk veninde Anne, som jeg savner meget og elsker utrolig høj! Du minder mig om, hvor fantastisk det er!